Nu sælges der lige så mange elbiler som benzinbiler i EU

elbiler tyskland

Elbiler trækker bilsalget i Europa, hvor omstillingen til el får stadig mere fart på. Det samlede salg af elbiler i EU gik 43 procent frem i maj.

Europa har for alvor fået fart på omstillingen til elbiler. Maj blev endnu en måned, hvor salget af elbiler steg langt mere end det generelle bilsalg på tværs af de europæiske lande: Mens det samlede bilsalg i EU steg med moderate 3,2 procent i maj, gik salget af elbiler frem med hele 42,9 procent. 

Det viser friske tal fra sammenslutningen af europæiske bilproducenter, ACEA.

Andelen af elbiler stiger med andre ord langt mere end andre biltyper. Faktisk blev maj den første måned nogensinde, hvor der stort set blev solgt lige så mange elbiler som benzinbiler - henholdsvis 21,3 mod 22 procent.

Danmark fører an i EU

Dieselbiler er den store taber i udviklingen med en andel på blot 7,3 procent. Hybridbiler er fortsat den mest populære biltype i EU med en andel på 36,2 procent.

Inden for EU fører Danmark an i omstillingen til elbiler. I maj var 78,7 procent af alle nyindregistreringer elbiler.

Den udvikling kommer næppe bag på danskere, der følger lidt med i bilmarkedet. Mere interessant er det, at elbiler måned for måned vinder markedsandele i hele EU.

Stor elbil-fremgang i store EU-lande

Det gælder ikke mindst de største lande som Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien. Her steg salget af elbiler i maj sammenlignet med samme måned for et år siden med henholdsvis 39,3, 92,7, 86,5 og 34,5 procent.

Bortset fra Letland og Polen er der to-cifret fremgang i salget af elbiler i samtlige EU-lande. Sammenlignet med det generelle salg af biler stiger salget af elbiler altså mindst tre gange så meget.

VW sælger mest

Det er ikke mindst VW-koncernen (foto), der driver udviklingen. I maj havde Tysklands og Europas største bilproducent en markedsandel på 26,6 procent. 

Det er dog et fald fra 28,5 procent i samme måned for et år siden. Især flere af de nye, kinesiske bilmærker æder sig langsomt ind på det europæiske bilmærke. Blandt kineserne har især Geely Group (Volvo, Zeekr, Polestar m.fl.), SAIC Motor (MG) og Leapmotor fremgang. Andre kinesiske mærker som BYD og Chery taber til gengæld terræn.

Også Tesla har tilsyneladende genfundet gnisten: Den amerikanske elbilpionér oplevede en fremgang i salget i maj på mere end 150 procent sammenlignet med sidste år.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here