Renault skærper priserne

Clio med turbo uden merpris og Twingo til lave leasingydelser – Renault fortsætter aggressiv prispolitik i jagten på øget salg.

Renault har aldrig lagt skjul på, at man har ambitiøse salgsmål i Danmark. Og heller ikke, at lave priser er en effektiv måde at klatre op ad salgslisterne på.

Derfor er det heller ikke den helt store overraskelse, at den danske Renault-importør indleder foråret med en mindre priskrigs-erklæring mod konkurrenterne. Og heller ikke, at det sker i de to mindste bilklasser, hvor danskerne fortsat køber flest biler – og hvor Renault skal oppe sig i kampen mod konkurrenterne.

I miniklassen høvler Renault 10.000 kroner af priserne på alle Clio-modeller med 90 hestekræfter, hvad enten det er den trecylindrede 0,9 liters benziner eller den velkendte 1,5 liters dieselmotor med fire cylindre. Dermed begynder priserne for en Clio 0,9 TCe med Expression-udstyr ved 144.000 kr. inklusive levering. Yderligere 25.000 kr. bringer dig over i dieseludgaven dCi, mens det koster 10.000 kroner at udvide bagagerummet med stationcar-udgaven Sport Tourer.

Spar 10.000 kr. på Clio lige nu - Renault fortsætter sin aggressive prispolitik.
Spar 10.000 kr. på Clio lige nu – Renault fortsætter sin aggressive prispolitik.

Clio har været en kolossal succes for Renault i Danmark med næsten 16.000 solgte eksemplarer siden introduktionen i 2012. Men her fire år senere har den velskabte franskmand ikke længere nyhedens interesse, mens vellykkede nyheder som Opel Corsa, Mazda 2 og Skoda Fabia har øget konkurrencen.

Twingo lokker med privatleasing
I mikroklassen har den mindre Renault Twingo stadig en succesoplevelse til gode. Den nuttede Twingo med den gode pladsudnyttelse, cityvenlige venderadius og motoren placeret samme sted som en Porsche 911 har ganske vist høstet hæderlig omtale her på hvilkenbil.dk og andre bilmedier, men bilkøberne har i stor stil foretrukket VW Up, Peugeot 108 og Toyota Aygo.

Den danske Renault-importør siger ærligt, at det ikke er holdbart og lancerer derfor et tilbud på privatleasing, der skal få danske bilkøbere til at sige Twingo til deres Renault-forhandler: Frem til sommer kan de nemlig komme ud at køre Twingo for 1.495 kr. om måneden over tre år/45.000 km. Indgangsbilletten er en engangsydelse på 8.000 kr.

Det er faktisk ganske billigt. Til sammenligning forlanger Peugeot 1.795 kr. om måneden for deres tilsvarende 108. Her er dog ingen førstegangsydelse og så ender de to tilbud over tre år med en lille fordel til Renault på knapt 3.000 kr. Det må siges at være close race om kunderne.

Læs også: VW melder sig ind i leasing-kampen

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here