TEST: 308 SW – familieflytter for frankofile fædre

BILTEST: Med bedre plads på bagsædet og et bagagerum på 610 firkantede liter er Peugeots stationcar-udgave af 308 SW en af klassens bedste.

Hvilken bil?
SW-betegnelsen dækker per tradition over stationcar-udgaverne af Peugeots almindelige familiebiler. Det er også gældende her, hvor vi har fat i den forlængede udgave af seneste 308, som er kåret til årets bil i Europa. Modellens forgænger skilte sig ud i klassen ved at tilbyde en lille, tredje sæderække, men i denne omgang satser franskmændene på, at et gigantisk bagagerum skal trække kunderne i butikken. Testbilen er desuden udstyret med Peugeots nye, 3-cylindrede 1,2-liters motor med 130 hk.

Vidste du at?
Peugeot med 308 SW benytter et kendt stationcar-kneb og strækker bilens akselafstand hele 11 cm i forhold til hatchback’en. En trend som Opel satte i gang med forrige udgave af Astra men siden gik bort fra igen. I 308 SW giver øvelsen omkring tre centimeter ekstra på bagsædet end i den 5-dørs variant – og giver mulighed for at indrette et bagagerum på hele 610 liter. Resultatet er en bil, som er mere rummelig end sin forgænger på alle parametre – og samtidig vejer solide 140 kg mindre.

Hvordan er førerpladsen?
Først og fremmest unik – kabinen i 308 SW er fransk, førerorienteret og langt mere forfriskende end den tysker-inspirerede 508. Hovedattraktionerne er naturligvis det lille tykke gokart-rat og den centrale touch-skærm. Sidstnævnte samler alle funktioner til radio, klimaanlæg, telefon m.m. og sørger for, at midterkonsollen er stort set renset for fysiske kontakter.

Ergonomien har stadig mangler. Rattet kan ikke trækkes helt langt nok tilbage, og sædehynden kunne tåle 5-8 cm ekstra i længden, men forskellen i forhold til tidligere Peugeot’er er til at tage og føle på. 308 er et kæmpe skridt fremad.

Hvordan opleves kabinen?
Materialevalget i den testede Allure-udgave med blankpolerede paneler langs kardanboksen er imponerende, sæderne er tilpas faste i kødet og overfladerne både lækre at se på og nemme at tørre af for børnefamilien. 308 SW er en relativt kantet bil uden coupé-ambitioner og med store, lodrette rudearealer, hvilket gavner udsynet for både børn og voksne. Bagdørene virker en smule korte, men de åbner i en stor vinkel, og adgangen til bagperronen er uproblematisk. De ekstra cm ved bagsædet betyder, at pladsforholdene nu er acceptable.

Er sikkerheden i orden?
Peugeot 308 scorer topkarakteren fem stjerner i Euro NCAPs crashtest, men der er stadig plads til forbedringer. Pæletesten, hvor bilen glider sidelæns ind i en metalstolpe med 29 km/t, medfører forholdsvis store skader i brystregionen på voksne passagerer, hvilket koster point. Men grundlæggende er 308’eren en sikker bil. Sammenlignet med flere konkurrenter savner franskmanden dog smarte teknologiske løsninger som automatisk nødbremse. Til gengæld scorer Peugeot’en højt i den relativt nyligt indførte piskesmældstest. Læs mere på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Efter at have stiftet et meget positivt bekendtskab med PSA-koncernens hidtil eneste anden model på den nye EMP2-platform, Citroën Picasso, var forventningerne høje. Og 308 SW skuffer ikke – tværtimod kører den ret præcist som en lavere udgave af Citroëns populære MPV. Undervognen er noget nær perfekt afstemt med fokus lagt på de komfortable dyder, og den 273 cm lange akselafstand bidrager til en tårnhøj retningsstabilitet. Kun testbilens 18-tommer fælge med lavprofildæk lader fjederbenene lidt i stikken.

Hvordan er motoren?
Om ikke et decideret mesterværk, så i hvert fald meget vellykket.

130 hk og 230 Nm fra en 1,1-liters 3-cylindret motor hørte for ikke så mange år siden hjemme i et motorcykelblad, men turbomotoren arbejder forbavsende harmonisk og har en jævn effektudvikling.

På minussiden mærkes vibrationer i pedalerne i tomgang, start-stop-systemet er for langsomt til at “cutte” motoren, og den ellers ret nye 6-trins gearkasse skifter mere knoklet i 308 end vi har oplevet andre steder. Vi serverede bilen dels for tæt bytrafik, dels motorvejskørsel. To situationer, hvor du absolut ikke får det bedste ud af en hårdtpumpet turbomotor, og snitforbruget landede derfor også på lunkne 14 km/l.

Passer prisen?
Hvis du værdsætter udstyr, komfort og premium-fornemmelse, er prisen på 320.000 (inkl. levering) kr. helt i orden – også selv om 308 prismæssigt snuser til klassen over. Omvendt er beløbet højt for en bil i den såkaldte Golf-klasse, og de fleste vil nok spørge sig selv, om de har brug for 100 procents LED-lygter, sportssæder og kabinelister i børstet stål.

Til 287.000 kr. ligner den mere konventionelt udstyrede Active-udgave det fornuftige køb. Også fordi et budget på over 300.000 kr. pludselig frister til at kigge i konkurrenternes kataloger over mere muskuløst motoriserede modeller.

Er der alternativer?
Hvis du skruer på udstyrsparametrene er udvalget nærmest ubegrænset. Men holder vi et øjeblik fast i budgettet, ligger den faceliftede Ford Focus lunt i svinget. For 316.000 kr. får du den veludstyrede Titanium-udgave med Fords nye 1,5-liters Ecoboost-motor med hele 182 hk og et sæt knivskarpe køreegenskaber. De 320.000 kr., som 308 koster, rækker også til Skodas meget rummelige Octavia med 1,8-liters, 180 hk semi-GTI-motor og 7-trins DSG-gearkasse – ganske vist i det lidt mere skrabede Ambition-udstyrsniveau. Og i den anden ende af skalaen sælger Renault lige nu Megane Tourer til 243.000 kr. med en fremragende 115 hk TCe-motor.

Konklusion:
For: Lækker kabine, fornemt afstemt undervogn..
Imod: Ergonomi, forbrug og et knoklet gearskifte.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Med SW-udgavens længere akselafstand rummer bagsædet også større børn, og bagagerummet er forbilledligt indrettet. Læg dertil et tårnhøjt komfortniveau og en premium-kabine, og Peugeot har et stærkt kort på hånden. Men konkurrencen er benhård.

FAKTA: Peugeot 308SW 1,2 e-THP Allure

Vejl. pris, inkl. lev.: 320.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 580 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 21,3 km/l (109 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 14,0 km/l
Længde/bredde/højde: 458/180/146 cm
Bagagerum (min/max): 610/1.660 liter
Vægt: 1.440 kg
Motor: 3 cyl., 1,1 liter, turbobenzin
Effekt: 130 hk/230 Nm
0-100 km/t: 10,0 sek.
Topfart: 205 km/t

Særligt standard udstyr (Allure):
16-tommer alu-fælge “diamant design”, alu-tagrælinger, forkromet ramme ved kølergrill samt lameller, Full LED nærlys, fjernlys, kørelys samt baglygter, forkromede rudelister, el-sammenklappelige spejle, sportsforsæder, centerkonsol med børstet alu-look, mørktonede sideruder, P-sensor for og bag, bi-zone klimaanlæg, 9,7-tommer touchskærm med navigation samt aluskinner i bagagerummet.
Metallak: 6.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Læs også test af:

Peugeot 308 er stærk på stil og komfort 

Seat Leon ST – plads i pæn indpakning 

Mere af det hele i Golf Variant 

Combi er den bedste Octavia 

Honda Civic Tourer – radikalt rumfartøj 

Kia Ceed SW er både fornuft og forkælelse

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here