Elbiler ligner fremtiden for VW-koncernen. På efterårets biludstilling i Paris viser VW en elbil i Golf-størrelse, der blot er forløber for op til 30 elbiler frem mod 2025.
Tilbage i februar kunne hvilkenbil.dk for første gang berette om den ‘elektriske folkevogn’, som VW-koncernen er på vej med. Nu lukker VW’s produktchef, Herbert Diess, endnu mere op for posen i et interview med det tyske magasin, Wirtschafts Woche.
Her afslører Diess, at VW-gruppen i 2025 vil tilbyde hele 30 forskellige elbiler på tværs af koncernen, der ud over VW rummer mærkerne Audi, Seat, Skoda, Porsche, Bentley og Lamborghini.
Mest spændende er en elbil i Golf-størrelse, som VW vil afsløre på efterårets biludstilling i Paris. Bilen er baseret på konceptbilen Budd-e og 4,3 meter lang, men vil være lige så rummelig som den større Passat. Rækkevidden bliver ‘mellem 400 og 600 km’ siger Diess og dermed udfordrer VW den kommende ‘folke-elbil’ fra Tesla, Model 3.
Klar til salg i 2019
Selv om Herbert Diess altså lover, at vi for første gang ser den ‘elektriske folkevogn’ senere i år, er den dog først klar til salg i 2019.
Det er til gengæld bare begyndelsen på en bølge af elbiler fra Wolfsburg og omegn. Derefter følger i hurtig rækkefølge en kompakt crossover, en sporty coupé og en Caddy-lignende varevogn inden turen kommer til en helt ny og elektrisk udgave af flagskibet Phaeton.
I satsningen på elbiler indgår udvikling af hele tre platforme til elbiler, så VW hurtigt kan tilbyde elbiler i mange forskellige bilklasser. Hver af de tre platforme er fleksibel og kan strækkes og gøres bredere for at dække så mange behov som muligt.
Udfordringen for VW bliver på meget kort tid at skaffe flere elbils-kompetencer i virksomheden og samtidig øge fortjenesten på at sælge biler. I dag tjener VW kun 400 euro – ca. 3.000 kr. – på hver bil, som fabrikken fremstiller. Det er for lidt, erkender Diess i interviewet med Wirtschafts Woche: Skiftet til elbiler handler også om at øge fortjenesten for VW.
VW får brug for pengene. Ikke blot til at udvikle ny teknologi, men også til at betale for omkostningerne efter dieselskandalen, der om noget har været med til at fremrykke koncernens satsning på elbiler.
Læs også: VW vil lave elektrisk folkevogn