Audi A3 i stilfuld limo-habit

audi a3

BILTEST: Audi er VW-familiens fine fætter, og sedan udgaven understreger klassen. Særligt i kabinen har Audi A3 et ’Vorsprung durch Technik’.

Hvilken bil:

Fjerde generation Audi A3 fås som 5-dørs Sportback og som 4-dørs sedan, kaldet Limousine. Sedanen koster 10.000 kroner mere end Sportback, og her tester vi den stilfulde Limousine med VW-koncernens 1,5 liters benzinmotor, 150 hestekræfter, 7-trins S Tronic-dobbeltkoblingsgearkasse og en ganske gavmild mængde Prestige-udstyr til 375.000 kr. Platform og teknik deler A3 med fætrene VW Golf, Skoda Octavia og Seat Leon, men i modsætning til de tre fås den ikke som stationcar.
Da Hvilkenbil i 2017 testede forrige generation A3, var Audi udpræget fedtet med mængden af standardudstyr – den var end ikke udstyret med automatisk nødbremse, fartpilot eller sædevarme. Men fedteriet er ikke i samme grad fremherskende i dag, hvor en avanceret nødbremse selvfølgelig er standard ligesom eksempelvis adaptiv fartpilot og LED-lygter. Billigste Audi A3 Limousine med 3-cylindret 1,0 liters motor, 110 hk og manuel gearkasse koster 310.000 kr. S Tronic-gearkassen koster 25.000 kr.

Vidste du at?

Fanfarer og klapsalver til Audi for at bibeholde velfungerende trykknapper til de mest basale funktioner. Dens tre billigere fætre har ladet sig rive med af digitaliseringen, så bare det at justere sædevarmen kræver en kompleks og opmærksomheds-stjælende handling. Tak, Audi, for at bevare det kølige overblik.

Med fastholdelsen af trykknapperne kan man derfor med rette hævde, at Audi tager sit slogan “Vorsprung durch Technik” seriøst uden at gå på kompromis. For det giver et forspring ikke at lade sig forføre af alle de ’smarte’ muligheder, som trykfølsomme skærme fører med sig.
Derudover er det værd at bemærke den særlige Audi-egenskab – kunsten at evolutionere fremfor at revolutionere designet. Men der er jo heller grund til at smide vinderopskrifter i affaldsspanden. Derfor ligner den nye A3 stadig en A3, der er bare mere skarphed i linjerne.

Hvordan er førerpladsen?

Topklasse. Man sidder virkelig godt, uanset kropsbygning, men du skal smide 6.000 kr. på sælgerens bord for at få lændestøtte og dermed den næsten sublime førerplads.
Alle knapper, stilke og kontakter fungerer let og logisk, de digitale skærme står klart. De indstillinger, som ikke umiddelbart kan fintunes via knapper på rattet og under skærmen i midterkonsollen, skal man som i så mange andre biler finde frem til ved at trykke på den iPad-lignende skærm. Desværre er den ikke så hurtig og velfungerende som i de direkte konkurrenter Mercedes A og BMW 1-serie.
For at få råd til at betale dieselbøder og for at få råd til at udvikle elbiler, sparer VW-koncernen penge. Derfor oplever man i A3 som i den nye Golf en ringere kvalitet, blandt andet i form af dørsidernes knaldhårde plastik. Andre steder får man endda øje på blottet metal. Det er ikke hverdagskost i en Audi. Jeg mindes heller ikke lyden af en smækkende Audi A3-dør så ’klank’-agtig. Efter en uge i A3-selskab måtte jeg lettere forbløffet konkludere, at den oplevede kvalitet af kabinen ikke er så helstøbt som i en billigere Mazda 3.

Hvordan opleves kabinen?

Pladsen på bagsædet er godkendt til to voksne – hvis ikke de er for høje og for langbenede. For sedan-karrosseriets skrånende taglinje stjæler hovedhøjde i forhold til den 5-dørs Sportback, og der er marginalt mindre plads til knæene end i BMW 1-serie. I forhold til Mercedes A-Klasse er knæpladsen nogenlunde den samme. Og så skal man ikke spilde tid på at ærgre sig over, at de billigere fætre – Golf, Octavia og Leon – er mere gavmilde med pladsen på bagsædet.
Sedanens bagagerum tager 425 liter og dermed 45 liter mere end Sportback. Men da åbningen til det udvendige bagagerum i sagens natur er mindre, vil man i mange tilfælde ikke opleve sedan-bagagerummet som større.

Er sikkerheden i orden?

Den nye A3 er konstrueret og udstyret, så den i Euro NCAP’s 2020-test scorede de fem maksimale stjerner. Så ingen tvivl om, at Audi A3 er en sikker bil. Men bemærkelsesværdigt er det, at den ikke scorer lige så højt som den nye Seat Leon i en eneste af de fire kategorier, som Euro NCAP bedømmer i.
Bemærkelsesværdigt er det også, at i den forrige A3 var føreren beskyttet af en knæairbag, men den er ligesom i for eksempel VW Golf sparet væk i den nye A3. Der er dog stadig syv airbags: Den til førerens knæ er afløst af en mellem fører og forsædepassager, så de ikke knalder hovederne sammen ved en sidekollision. A3 har automatisk nødbremse og standser for både cyklister og fodgængere, og en konsekvent og velfungerende adaptiv fartpilot er ligesom gode LED-forlygter standard. Man skal dog betale ekstra for vognbaneadvarsel og for vejskiltegenkendelse. Læs mere på euroncap.com. 

Hvordan kører den?

Lethed beskriver nok bedst den måde, som den 150 hestes benziner med S Tronic-gearkassen fører sig frem på. Ingeniørerne har småtryllet, for feedbacken i styretøjet er større end tidligere. Det opleves også som om, at den indbyggede forhjulstrækker-tendens til understyring er blevet mindre.
For dem, der elsker underholdende køreegenskaber, byder A3 på mere sjov end tidligere, omend vi ikke er på Ford Focus-niveau. Den vil dog tilfredsstille de fleste med sit ganske delikate kompromis mellem kontant og komfortabel.

Hvordan er motoren?

Den 1,5 liters turbobenziner udfører sammen med S Tronic-gearkassen et godt stykke arbejde. I visse VW-produkter opleves en vis tøven og ubeslutsomhed i dobbeltkoblingsgearkasserne, men det skete yderst sjældent hér.
Støjdæmpningen er effektiv, ved jævn hastighed og uden synderlig belastning af motoren kobler den to af de fire cylindre umærkeligt ud, og det fungerer fint. Om det giver en nævneværdigt bedre brændstoføkonomi er vanskeligt at sige. På papiret skal den køre 17,5 km/l. Med 18 tommer-fælge må forventes lidt større forbrug – så at testbilen med netop 18 tommer-fælge over godt 1.000 testkilometer, heraf en del på motorvej, endte på 15,4 km/l, er måske OK. Men imponerende er det ikke.

Passer prisen?

Ja. Mercedes A-Klasse sedan med 163 hestes benzinmotor og automatgear koster præcis det samme som A3’eren. Kigger vi på de 5-dørs hatchbacks: BMW 120i med 178 hestes benzinmotor koster knap 369.000 kr., altså 4.000 kr. mere end Audi A3 med 150 heste. Den 5-dørs Mercedes A-Klasse er 5.000 kr. billigere end Audien.
Især Mercedes har de seneste år givet den gas på leasingmarkedet. Hvor Audi A3 for to-tre år siden klart solgte bedre end de to andre premium-tyskere, har Mercedes iført sig førertrøjen og er flere vognlængder foran begge sine nærmeste konkurrenter.
I øvrigt: For knap fire år siden kostede en Audi A3 Limousine 1,0 TSI Sport med manuelt gear 320.000 kr. – i dag koster den med samme opdaterede motor og gearkasse og med mere udstyr 310.000 kr.

Er der alternativer?

I sammenligningen må vi ikke glemme Audi A3’s koncernfætre. Prestigen er ganske vist ikke så stor, som hvis man vælger den fine med de fire ringe i næsen.

Hakkeordenen fremgår tydeligt af priserne. Hvis vi sammenligner hatchbacks med 1,5 liters motor, dobbeltkoblingsgear og nogenlunde samme udstyrsniveau, falder prisskiltene sådan her ud: Audi A3 koster 365.000 kr., VW Golf 350.000, Skoda Octavia 319.000 og Seat Leon 290.000.
Alle tre fætre fås som tidligere nævnt som stationcar, Golf Variant og Leon Sportstourer nu med fem ekstra centimeter mellem akslerne, så akselafstanden er samme 268 mm som i Octavia 5-dørs og stationcar. Og stadig er fætrene billigere end Audi A3 Sportback og A3 Limousine. Men én ting kan kun Audi og Mercedes: Fås i stilfuld sedan-habit, en klassisk karrosseri-variant, der klæder langt de fleste. Også Audi A3.

Konklusion:

For: Design, førerplads, trykknapper, køreegenskaber.
Imod: Dalende kvalitetsindtryk, infotainmentsystem, bagsædeplads.
Hvilkenbil siger:

Premium-fornemmelsen er mestendels intakt, på nogle områder dog ikke i samme grad som tidligere, for også Audi skærer. Spareknivens raseren opvejes et langt stykke hen ad vejen af, at man bag rattet føler sig virkelig hjemme. Mekanik og køreegenskaber spiller, og igen: Tak for knapperne, Audi.

FAKTA: Audi A3 35 TFSI S-tronic Limousine Prestige

Vejl. pris, inkl. lev.: 374.990 kr. (billigste A3 Sportback 30 TFSI Attitude 299.990 kr.)
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.160 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 17,5 km/l (129 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 15,4 km/l
Længde/bredde/højde: 450/182/143 cm
Bagagerum (min/max): 425 liter
Vægt: 1.395 kg
Motor: 4 cyl., 1,5 liter, turbobenzin, 48 volts batteri
Effekt: 150 hk/250 Nm
0-100 km/t: 8,4 sek
Topfart: 232 km/t

Særligt standardudstyr (Prestige):

Automatisk nødbremse for fodgængere og cyklister, adaptiv fartpilot, aut. nødopkald, fuld LED-forlygter, sportssæder foran m. varme, to-zonet klimaanlæg, lys- og regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, elektrisk justerbare sidespejle med varme, p-assistent med aut. parallelparkering og p-sensorer for og bag, 10,25 tommer digitalt cockpit, 10,1 tommer touchskærm, lydsystem m. DAB-radio og seks højttalere, bluetooth, induktiv opladning af mobiltelefon, 17 tommer alufælge.

Metallak: Fra 8.192 kr.
Technology selection-pakke inkl. navigation, 12,3 tommer virtuelt cockpit og Audi Sound System: 19.992 kr.
Lændestøtte på forsæder: 5.852 kr.
Vognbaneadvarsel, udstigningsadvarsel og advarsel v. tværgående trafik bag: 11.470 kr.
Vejskiltegenkendelse: 5.420 kr.
Bakkamera: 8.875 kr.
Mørktonede ruder bag: 7.592 kr.
Splitbagsæde: 4.327 kr.
Makeup-spejl m. lys: 1.517 kr.
Klimaanlæg bag: 6.495 kr.
Matrix LED-forlygter: 15.165 kr.
Plus Selection-pakke inkl. bl.a. Matrix-LED-forlygter, nøglefri adgang og start, panorama-glastag, sidespejle m. elektrisk klapfunktion og aut. nedblænding, to USB-stik v. bagsæde.
Bang & Olufsen Sound System: 17.152 kr.

(* Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

REVIEW OVERVIEW
Audi A3 Limo 2020
19640-2BILTEST: Audi er VW-familiens fine fætter, og sedan udgaven understreger klassen. Særligt i kabinen har Audi A3 et ’Vorsprung durch Technik’. Hvilken bil: Fjerde generation Audi A3 fås som 5-dørs Sportback og som 4-dørs sedan, kaldet Limousine. Sedanen koster 10.000 kroner mere end Sportback, og her...

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here