Helårsdæk klarer sig godt i test

Helårsdæk er på en svær opgave, men bliver stadig bedre. Tysk dæktest konkluderer, at de bedste helårsdæk nu både kan måle sig med gode sommer- og vinterdæk – selv til større biler.

Helårsdæk har ikke det bedste ry. De er også på en svær opgave: For hvordan kombinerer man egenskaberne fra et godt sommerdæk med egenskaberne fra et ditto vinterdæk? Og tackler samtidig andre vigtige opgaver som høj slidstyrke og lavt støjniveau?

Jo, dækproducenternes gummiblandere er på en næsten umulig opgave, når de skal udtænke et dæk, der både står fast i 35 graders varme, øsende regnvejr og 20 graders frost med hårdtstampet sne og is på asfalten.

Men markedet er der. Især uden for Europa, hvor det er helt normalt at køre på samme dæktype året rundt. På vore breddegrader sniger helårsdækkene sig også ind. Dels på de høje SUV- og crossover-typer, der nogle gange kommer standardmonteret på helårsdæk, der skal kunne lidt mere end et sommerdæk i terrænet. Dels på de helt små biler, der er så populære i Danmark. Her er rationalet, at de kører mest i byen, hvor der som regel sjældent er nævneværdige mængder sne i gaderne. Samtidig er hjulene små og smalle og lever dermed op til tommelfingerreglen om, at helårsdæk er det mindst dårlige kompromis på små mikrobiler, der kan udnytte at de smalle dæk ’træder’ bedre igennem end større og bredere dæk.

Men at helårsdæk også klarer sig godt i de større dækstørrelser er noget nyt. Det er ikke desto mindre konklusionen på en dæktest udført af Europas største bilmagasin, tyske Auto Bild.

De tyske journalister har testet otte helårsdæk i størrelsen 225/50 17 tommer. Et relativt stort dæk til mellemstore SUV-typer som VW Tiguan og Peugeot 3008. Med tysk grundighed sammenligner Auto Bild også de otte helårsdæk med resultaterne fra både et godt sommer- og vinterdæk.

To vindere, én taber
Kun ét af helårsdækkene falder igennem; feltets discountdæk fra koreanske Syron. De syv øvrige helårsdæk klarer sig alle ’tilfredsstillende’ eller bedre – de to bedste, anden generation af Goodyear Vector 4 Season samt Michelin CrossClimate, kalder Auto Bild lige frem ’eksemplariske’.

Helårsdækkene fra Goodyear og Michelin er testens dyreste helårsdæk – men pengene værd ifølge Auto Bild: De to helårsdæk har ingen svagheder, men står godt fast, uanset om asfalten er tør, våd eller belagt med sne og is. Goodyear Vector 4 Season bremser endda bedre end sommerdækket på regnvåd vej, mens Michelin CrossClimate tilsvarende bremser næsten lige så godt som sommerdækket på tør asfalt.

De ’mellemgode’ helårsdæk er heller ikke dårlige, bare knapt så gode allroundere som de to testvindere. Eller som Auto Bilds testhold udtrykker det, så giver det omvendt mulighed for at vælge et helårsdæk med en spidskompetence: For eksempel er det finske Nokia Weatherproof lige så godt som et ægte vinterdæk på sne, hvis du til gengæld kan leve med lidt længere bremselængde på tør vej. Vredestein Quatrac og Uniroyal AllSeason Expert er begge gode allround-helårsdæk, men står mindre godt fast i henholdsvis kraftigt regnvejr og på almindelig våd vej.

Auto Bild konkluderer med en vis overraskelse, at de bedste helårsdæk nu er så gode, at de er et reelt alternativ til at skifte mellem sommer- og vinterdæk. Selv til de lidt større biler.

Fakta: Otte helårsdæk str. 225/50 17 tommer  i test:

1. Goodyear Vector 4 Seasons gen. 2: Eksemplarisk
2. Michelin CrossClimate: Eksemplarisk
3. Nokian Weatherproof: Godt
4. Vredestein Quatrac 5: Godt
5. Pirelli Cinturato All Season: Godt
6. Uniroyal AllSeason Expert: Tilfredsstillende
7. Falken Euro All Season AS200: Tilfredsstillende
8. Syron 365 Days All Weather: Ikke anbefalelsesværdigt

Kilde: Auto Bild

Læs også: En varm anbefaling i en kold tid til helårsdæk

[email protected]

1 COMMENT

  1. Selvfølgelig vil dæksælgere bruge alle til rådighed stående argumenter for at sælge deres varer.
    Når man som pensionist kører mindre end 10.000 km årligt, når man ikke skal på arbejde og bliver
    hjemme, hvis føret er dårligt og man som forhv. rute og turistchauffør, altid tager hensyn til forholdene, bliver man naturligvis betegnet som en pralrøv. Tak for sangen.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here