Frækkere design, lavere vægt, og comeback til stationcar-udgaven skal gøre anden generation af Toyota Auris til en reel udfordrer i Golf-klassen. Dansk premiere i 2013.
Toyota Auris er historien om én af de få Toyota-satsninger, der ikke har været en succes. Da japanerne i 2007 droppede verdens mest solgte modelnavn til fordel for Auris, var det for at indvarsle en ny og anderledes moderne afløser til bestselleren Corolla. Operationen lykkedes, men patienten kørte så at sige ud i glemslen. Auris var på alle måder en bedre bil end Corolla anno 2006, men hverken det nye navn eller det småbuttede, højloftede design slog for alvor an hos bilkøberne.
Nu prøver Toyota igen. Og at dømme efter de første billeder af Auris II, forsøger sædvanligvis succesrige Toyota at lære af historien. Anden generation af Auris er alt det, som Auris I ikke var: Lav, let og ikke mindst langt skarpere i designet, så den kan matche stadig mere stilfulde konkurrenter som Chevrolet Cruze, Hyundai i30, Kia Ceed, Honda Civic og Ford Focus, der længe har gjort det slemme ved Auris i salgsstatistikkerne.
Platformen er genbrug
Fra alle vinkler har den nye Auris fået et mere selvsikkert udtryk. Platformen er grundlæggende den samme – deraf akselafstanden på 260 centimeter. Tyndere ryglæg på forsæderne har dog givet to centimeter mere benplads på bagsædet. Længden er øget med seks centimeter, hvilket kommer bagagerummet til gode med en mindre kapacitetsforøgelse til 360 liter.
Den afgørende forskel er dog, at taget er trykket knapt seks centimeter nedad. Det giver ikke alene Auris et mere dynamisk udtryk – sammen med en slankekur på 40 kilo hævder japanerne, at det også skærper Auris’ køreegenskaber.
Sjovt nok ser kabinedesignet væsentligt mere konservativt ud end i forgængeren, der var præget af en nærmest svævende midterkonsol med en højtplaceret gearstang. Til gengæld skal der være skruet ned for brugen af hård og musegrå plastic – finish og overflader minder angiveligt mere om det, man finder i den større Avensis.
Tre motortyper: benzin, diesel og hybrid
Auris fås med hele tre motortyper: To benzinere på henholdsvis 1,3 og 1,6 liter, to dieselmotorer på 1,4 eller 2,0 liter samt 1,8 liters hybrid-varianten, som vi også kender fra Prius. På verdensplan forventer Toyota at sælge lige mange af hver – hybriden forventes altså at blive et reelt alternativ for bilkøberne.
Det bliver dog en kommende stationcarudgave, der for alvor kan løfte Auris-salget. På visse markeder – ikke mindst det danske – kan det booste salget med op til 50 procent.
Om det lykkes, ved vi først, når andet oplag af Toyota Auris kommer til Danmark i begyndelsen af 2013. Verdenspremieren er nært forestående og finder sted på biludstillingen i Paris 27. september.