Firmabilister kan fremover få et fradrag i beskatningen på 40.000 kr. ved at vælge elbiler eller ladehybrider. Men måske vil fradraget skade miljøet.
Regeringen og dens støttepartier sat penge af til en ordning, der giver firmabilister et ’grønt’ fradrag på 40.000 kr. i bilens beskatningsværdi. Det er en del af den netop indgåede aftale om en finanslovsaftale for 2020.
Firmabilister kan få fradrag, hvis de erhvervsleaser elbiler eller ladehybrider, der både har en forbrændings- og en el-motor samt et batteri, som kan lades op i en stikkontakt. Det skriver Jyllands-Posten.
Bekymringen hos blandt andet FDM er dog, at firmabilisterne, der typisk kører mange kilometer om året, vil vælge ladehybriderne, men at de ikke vil lade batteriet op. Et mønster der allerede er set i Norge, Holland og England.
Her har firmabilisterne valgt ladehybrider frem for elbiler men udelukkende kørt dem på brændstof, selv om de kan køre op til 50 km på strøm. Og det er skidt for miljøet, da ladehybrider typisk er større og tungere biler, der udleder mere CO2.
Regler får modsat effekt
”Reelt gør det ladehybriden ’sort’ i stedet for ’grøn’ i miljømæssig sammenhæng. Og så kommer de nye regler til at virke stik mod politikernes intentioner,” siger Jens Velling, redaktør på Hvilkenbil.dk.
Årsagen er, at mens firmabilisten kan få betalt brændstof og el af arbejdsgiveren, så bliver han eller hun beskattet af en wallbox (en kraftigere hjemmelader, red.) og monteringen af denne. En udgift der kan løbe op i 10-20.000 kr.
”Ved elbilen er du tvunget til at købe en wallbox, det er du ikke med en ladehybrid, så det er kun en halvgod løsning,” siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, til Jyllands-Posten.
En mulighed er at ændre fradraget, så det kun gælder elbiler, eller alternativt at gøre wallboxen skattefri.
Ladestander bør være skattefri
Hos Dansk Elbil Alliance mener branchechef Lærke Flader, at det er en god idé at ladehybriderne også er omfattet af det nye skattefradrag på 40.000 kr. Til gengæld bør wallboxen være skattefri.
”Det er godt, at ladehybriderne er med. Der kan være nogle bilister, der har et transportbehov, der kræver det, eller måske kører med trailer. Men hvis man ikke kan få en ladestander med uden at blive beskattet, frygter vi, at der måske er nogle, som ikke får sat den op, siger Lærke Flader til avisen.
Ladehybrider er typisk tungere end en tilsvarende benzin- eller dieselbil, fordi den har et batteri og en mere kompliceret drivlinje. Samtidig er brændstofmotoren ofte en benzinmotor, der kører kortere på literen end en diesel. Det øger også CO2-udledningen. Endelig er de fleste ladehybrider i firmabilsklassen SUV’er. Altså højere og tungere biler, der har mere vindmodstand og bruger mere brændstof.