TEST: Renault Twingo er en rå charmør

BILTEST: I et nådesløst minibilsmarked skruer Renault Twingo charmen på. Den gør totaloplevelsen acceptabel, men et par rå kanter præger alligevel oplevelsen.

Hvilken bil?
Den nyeste Twingo skal løfte en tung arv. Den originale Renault Twingo fra 1992 var med sit elegante og humoristiske kassedesign ren jazz på fire hjul og succesen udeblev ikke i minibils-segmentet.

Vidste du at?
Der er tale om en opdatering af 2007-udgaven. Prisen er dog spiselig for 1,2-benzinudgaven – bare 96.600 kr. inkl. levering. Den overlegne dieselmotorisering er dog blot relativt få kroner dyrere; den ret fine 75 hestes 1,5 dCi-commonrail dieselmotor kan i øjeblikket skohornes ned foran for blot 113.500 kr.

Hvordan er førerpladsen?
Det visuelle indtryk i testbilen imponerer, og materialerne fremstår sobert afstemte med god samlekvalitet– det er Renault faktisk gode til.

Kendere af de farverige og hundedyre Kitchen Aid-køkkenmaskiner vil føle sig hjemme, når de drejer på de pastelblå kontakter. Her er der fest!

Men begejstringen dæmpes dog, når man opdager, at rattet ikke kan forskydes i længden. Høje personer kommer ganske enkelt for langt tilbage, til at have ordentligt fat på rattet. Manglende justeringsmuligheder er ganske enkelt ikke acceptabelt nu om dage – heller ikke i billigbilerne.

Hvordan opleves kabinen?
Hvis man på forhånd forliger sig med, at en lille bil som Renault Twingo aldrig vil gøre sig som diktator-limousine, så går det faktisk fint med pladsen ombord. Testbilen var ekstraudstyret med et fikst forskydeligt bagsæde. Med sædet forskudt helt tilbage og stærkt begrænset bagageplads, er der fin plads i kabinen til 4 voksne. Da bilen altid kommer i 3-dørs-udgave skal man dog lige have manøvreret passagererne om på bagsæderne gennem de brede fordøre.

Er sikkerheden i orden?
Tja, det er efterhånden en ældre konstruktion, og man bør være klar over, at nyere designs scorer højere point hos EuroNCAP, der tildelte Twingo 4 stjerner ved seneste test i 2007. Læs mere her.

Hvordan kører den?
Overholder man hastighedsgrænserne oplever man en blødt affjedret bil, hvor komfort og retningsstabilitet er god og sød. Glemmer man bilens størrelse eller har man travlere end politiet tillader, bliver den lidt rå i klang og støj. Over 135 km/t bliver affjedringen en anelse for eftergivende til at yde fuld kontrol over bilens bevægelser ved retningsskift på motorvej.

Den bløde affjedring gør også, at vægtforskydningen mod forakslen bliver lige voldsom nok under opbremsninger – f.eks. hvis man overraskes af en pludseligt opstået motorvejskø. Så skal der holdes godt fast i rattet, da bilen bliver ubehagelig let med bagenden.

Dette blev forstærket af, at testbilen havde en tendens til at trække mod højre under nedbremsninger, hvilket fik bilens ESC-system til at fare frem som en trold af en æske og kalde vogntøjet til orden mere end én gang under testperioden. Dette må dog betragtes som en individuel fejl på testbilen, da jeg nægter at tro, at det er en tilsigtet egenskab fra Renaults side.

Hvordan er motoren?
Den firecylindrede 1,2 liters motor yder 75 hk og trækker fornuftigt, men hverken særlig støjsvagt eller brændstoføkonomisk. Den er koblet til en lidt grov gearkasse, der med sin vibrerende gearstang, mest af alt giver firser-flashback.

Passer prisen?
Måske. Bilen har charme og har en vis personlighed, men man skal nok være Twingo-afficionado for virkelig at holde af pakken, der reelt er overhalet af nyere konstruktioner. For blot 113.500 kr. får man den fine 75 hk-dieselmotor og næsten dobbelt op på moment. Den kan være værd at prøve.

Er der alternativer?
Bestemt – dieselvarianten er værd at kigge på for den beskedne merpris. Men kniven i ryggen får Twingoen nok mest af Volkswagen Up og Co., der leverer både på komfort, dynamik og suveræn økonomi. Kia Picanto bør også kigges efter i sømmene, før købskontrakten skrives under.

Konklusion:
For:
Design,charme, low-speed-komfort, pris
Imod: Lidt primitiv, køredynamik
Hvilkenbil siger:

Charme og lækker lak er ikke nok til at give et overbevisende helhedsindtryk.
Men sød, det er Renault Twingo.

FAKTA: Renault Twingo 1,2
Vejl. pris, inkl. lev.: 96.600 kr.
Anslået kontantrabat:* 0 kr.
Årlig ejerafgift: 560 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): (2007 rating)
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 22,2 km/l
Længde/bredde/højde: 360/165/147 cm
Bagagerum (min/max): 231/956 liter
Vægt: 939 kg
Motor: 4 cyl., 1,2 liter
Effekt: 75 hk/107 Nm
0-100 km/t: 12,3 sek
Topfart: 170 km/t

Særligt standard udstyr:
El-ruder for, ratbetjent radio, fartpilot og fjernbetjent centrallås.
Metallak: 4.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil)

Af Jens Trabolt

3 Kommentarer

  1. Jeg sidder og læser jeres test af Renault Twingo. Jeg bemærker særligt, at I skriver at den ved hård opbremsning trækker mod højre – det har vi intet færre af end tre Twingo’er i familien (min far, min bror og jeg selv) der også gør, så det kan umuligt have været en individuel fejl på testbilen (alle tre er købt samtidigt i november 2013). Vi har alle tre flere gange rettet henvendelse til Renault, som i første omgang ikke var bekendt med problemet, men efter en videre kontakt viste det sig, at de alligevel var bekendt med netop dét problem. Renault besluttede sig for, at skifte ABS-blokkene på alle tre biler for at udbedre fejlen, men fejlen er endnu IKKE rettet og samtlige tre biler bremser stadig skævt – så skævt at FDM’s testcenter ved udførelse af en garantitest nævnte, at bilerne var decideret livsfarlige at køre i. Den ene af bilerne viste sig at have en skævbremsning på 30 pct. til højre på forakslen, de andre to lige under 20 pct. Jeg mener personligt ikke, at det kan være rigtigt, at en bil der ikke engang er to år gammel, ikke ville kunne blive godkendt ved et syn, hvis der var tale om sådan et. Det er så slemt med skævbremsningen på de biler, at hvis du kommer til en motorvejskø eller en kø generelt og er nødsaget til at foretage en katastrofeopbremsning, så er det lige før at bilen enten vælter rundt eller vender 180 grader på kørebanen. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Og da slet ikke, at Renault ikke kan finde ud af, at udbedre fejlen på de her tre biler – som jo så er fire biler inklusiv den bil i testede og der er helt sikkert flere som kører rundt på vejene med samme problem, hvor det muligvis ikke er observeret endnu. Ydermere ligger sporingsdata på de omtalte tre biler udenfor tolerancedata. Problemet med skævbremsningen viste sig meget tidligt efter handlen og bilerne har nu kørt hhv. 60.000, 40.000 og 34.000 km.
    Med venlig hilsen
    (en noget så skuffet og fortrydende Renault twingo ejer – ja faktisk tre ejere)
    Karsten H.

    • Jeg er også den glade ejer af en Twingo, fra 11 måned 2012.
      Jeg oplever det samme problem med at bilen bremser markant mere i højre side, Renault pointerede det sågar selv ved et service eftersyn, dog mente de, at problemet kunne løses ved at skille bremserne ad og rengøre dem. Det kan dog konkluderes, at det ikke virker, er meget spændt på hvad Renault vil gøre ved dette problem, der blev trods alt solgt rigtig rigtig mange Twingo´er i den periode.

  2. Jeg har en 1,5 dci som jeg faktisk er glad for. Men på motorvej, når jeg skal bremse ned fra højere hastigheder, opfører bilen sig nervøst og trækker faktisk både til venstre og højre. Jeg vil gerne høre, hvad problemet/løsninger er,hvis nogen kender til dette? Så jeg kan få det ordnet 🙂
    Mvh Michael

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here