Så kører folkebussen igen

multivan

VW er klar med syvende generation af den store, syv-personers MPV Multivan. Som ladehybrid kan prisen presses under den halve mio. kroner.

Familievenlige MPV-biler er næsten en uddød bilrace, men VW’s ultrapraktiske og stilsikre Multivan nægter at dø. Nu er den klar i syvende generation – og klar til at sætte sig tungt på markedet for velbeslåede storfamilier, taxa- og limousineselskaber og virksomheder med egen shuttle-service.

Her har VW nemlig en lille, men sikker niche. Få andre biler er nemlig sluppet så godt afsted med at tage springet fra rustik varevogn til transportmiddel for topchefer, sportsstjerner og rockstars – og så de familier, der har råd til en af de ubestridt bedste MPVere på markedet.

Multivan
Vandrette baglygter er det store stilskifte på Multivan 7.

Multivan er nemlig baseret på varevognen Transporter, der efterhånden har mere end 70 år på bagen. Udover sæder i ’varerummet’ er den pyntet op med nydelig beklædning af ellers rå stålsider og fyldt med masser af udstyr, som vi ellers kender fra VWs personbiler.

Platform fra Passat

I den nyeste udgave bliver Multivan mere personbilsagtig end nogensinde før. VW skifter nemlig til den såkaldte MQB-platform, der også danner basis for biler som Skoda Octavia og VW Passat. Det betyder uafhængig affjedring på alle fire hjul og adgang til moderne elektronik og aktivt sikkerhedsudstyr.

Samtidig bliver Multivan lidt mere kompakt: Selv om akselafstanden øges hele 12 cm, bliver den kun en smule længere, lidt bredere, men også lavere. Den lange udgave med ekstra god plads bliver endda 13 cm kortere, men grundet den større akselafstand alligevel mere rummelig.

Typisk for VW bevarer Multivan sit ikoniske design. Siden Volvo forlod sin legendariske ‘sløjdstil’, er Transporter/Multivan blandt de modeller, der mest stædigt har holdt fast i et nærmest firkantet designsprog. Det gælder også for generation 7, hvor den største forandring er den mere flade og længere motorhjelm. Vandrette baglygter – selvfølgelig med LED-teknik – er et andet stilbrud, men ellers ligner Multivan sig selv. Og lur os, om det ikke er præcis sådan, at kunderne vil have den. Der er jo en grund til, at biler som VW Golf og Porsche 911 bliver ved med at holde fast i deres ikoniske design.

Med MQB-platformen får Multivan adgang til den elektronik (og rattet), som vi kender fra fx Golf 8.
Digital instrumentering

Inde i kabinen sker der dog en mindre revolution. Instrumenteringen er digital og helt i tidens ånd dominerer en stor infotainmentskærm midterkonsollen.

De separate bagsæder er nu placeret i skinner, så de kan ommøbleres – ellers tages helt ud. Vægten per sæde ligger mellem 23 og 29 kg, så det bør kunne lade sig gøre uden risiko for hekseskud. Med enorme skydedøre i begge sider – eldrev er ekstraudstyr – er de også til lempe ud af kabinen. Når gulvet først er ryddet for stole, er der plads til mere end 4.000 liter bagage i Multivan.

50 km på el

Multivan har altid været en eftertragtet model. Desværre også for dyr for de fleste danskere. Men nu øjner den danske importør en chance for at øge salget: Multivan kommer nemlig som ladehybrid kaldet eHybrid, og dén biltype er p.t. pænt begunstiget af nye afgiftsregler. Teknisk bliver der tale om den kendte hybrid-drivline fra VW med 1,4 liters turbobenzinmotor, der arbejder sammen med en elmotor og får en systemydelse på 218 hk. Batteriet er også på de velkendte 13 kWh, hvilket ifølge VW giver mulighed for at køre op til 50 km på ren el.

Finten er, at det giver et teoretisk lavt brændstofforbrug, der udløser lav afgift. Importøren taler om, at prisen for en Multivan eDrive kan komme under 500.000 kroner. Og det er nærmest billigt for den sædvanligvis kostbare ’folkebus’.

De officielle priser er dog endnu ikke på plads. Men bliver det formentlig snart, for Multivan er til salg herhjemme i andet halvår.

Alle sæder kører på skinner og kan tages ud. Det gør indretningen ekstra fleksibel.

Drømmer du om en rent elektrisk udgave, må du vente til 2022. Her lancerer VW den spændende ID.Buzz, der er baseret på den elektriske MEB-platform og får retrodesign i stil med det originale ’rugbrød’, VW T1.

Fakta: VW Multivan 7

Længde/bredde/højde: 497(Lang: 517)/194/190 cm
To benzinmotorer: 136 eller 204 hk
Diesel: 150 hk
Ladehybrid: 218 hk
Gearkasse: Altid 7-trins DSG-automatgear (Hybrid har 6 trin)

[email protected]

3 Kommentarer

  1. Hej. Hvornår præcis kan man se og købe denne nye multivan? Vi kigger meget på en multivan nu, men ved ikke om vi skal vente på denne.

    • Hej Peder. Den danske VW-importør har endnu ikke meldt noget ud, men ifølge Hvilkenbils oplysninger kan Multivan komme til Danmark omkring september-oktober. Mvh, Jens Velling, Hvilkenbil.dk.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here