Stilen er skærpet, teknikken opgraderet og dimensionerne øget i stationcarudgaven af den nye Peugeot 308. I Danmark i starten af 2022.
Peugeot skærper stilen med den nye 308. Det så vi med hatchback-modellen for nylig, og hvis nogle troede, at den familievenlige SW-udgave ville blive mere afdæmpet, er her en lille overraskelse: Som stationcar er 308 om muligt endnu frækkere med mere kantede baglygter og bagklap, kæmpe hækspoiler og en størrelse, der næsten rykker den op i firmaklassen.
Jo, tredje generation af den franske Golf-spiller har endnu mere ’tilstedeværelse’ i SW-udgaven, der vokser knapt syv cm i længden til 464 cm, får knapt seks cm længere akselafstand og samtidig er to cm lavere. Bagagerummet vokser til 608 liter og fælder du det altid tredelte bagsæde frem, er der plads til hele 1.634 liter i 308 SW. Faktisk kan man næsten bruge bagagerummet som soveplads, for længden er imponerende 185 cm og gulvet helt fladt.
Teknisk er der ingen forskel på hatchback og SW. Førerpladsen er opgraderet med nyeste udgave af iCockpit med go-kart rat, digitale instrumenter og en infotainmentskærm med trådløs opkobling til AppleCarplay og Android Auto på op til 10 tommer.
Udstyrslisten rummer avancerede løsninger som LED-matrix forlygter, eldrevet bagklap med sparke-udløsning og et væld af aktive sikkerhedsassistenter. Automatisk nødbremse er naturligvis standard.
Diesel, benzin, ladehybrid og ren el
Bag den aggressive kølergrill findes der et bredt udvalg af motorer. Dog kun én diesel, hvilket er endnu et tegn på, at selv en bannerfører for oliebrændere som Peugeot snart siger adieu til den dødsmærkede dieselteknologi. Det bliver Peugeots velkendte 1,5 liters turbodiesel med 130 hk, der tager en sidste runde i 308. Alternativt kan du vælge en trecylindret turbobenziner på 1,2 liter med enten 110 eller 130 hk og manuelt eller otte-trins automatgear.
Med de danske afgiftsregler in mente tyder alt dog på, at ladehybrid-versionerne bliver de mest udbredte. Der kommer to af slagsen. Begge kombinerer en 1,6 liters benzinmotor med elmotor og et batteri på 14 kWh. Det rækker til op til 60 km på ren el under optimale forhold, men systemydelserne er forskellige; enten 180 eller 225 hk. På sigt kommer 308 SW formentligt også som ren elbil, som vi kender det fra søsterbilen Citroën C4. Hvornår og med hvilken rækkeviddevidde ved vi dog endnu ikke.
Til gengæld ligger det fast, at vi skal tage hul på 2022, før Peugeot 308 når frem til de danske forhandlere. Og det gælder både for hatchback-versionen og den større SW, der traditionelt har en stor fanskare i Danmark.