Højbenet løveunge skiller sig ikke ud

e-2008

BILTEST: Trods opgradering med større batteri lykkes det ikke for alvor Peugeot e-2008 at hæve sig over gennemsnittet.

Hvilken bil?

Den populære Peugeot 2008 har pudset næsen. Visuelt med et bredere kølergitter, fornyet løvelogo og nyt lygtedesign. Den elektriske version er opdateret med lidt større batteri og en mere effektiv elmotor.
Batteriet er ganske vist kun vokset fra 50 til 54 kWh, men summen af de elektriske forbedringer har øget bilens rækkevidde fra lidt over 300 kilometer til 400+. Hvilket i det mindste ser bedre ud på papiret. Ydelsen er øget fra 100 til 115 kW, der svarer til henholdsvis 136 og 156 hestekræfter.
Indvendigt er infotainmentskærmen nu på 10 tommer.
e-2008’eren findes i øjeblikket i én version kaldet GT til 310.000 kroner. Automatisk nødbremse med øje for bløde trafikanter, adaptiv fartpilot og vognbaneassistent er blandt standardudstyret sammen med LED-lygter, p-sensor for og bag, nøglefri betjening og 1-zonet klimaanlæg.
Den elektriske udgave tegner sig for cirka en fjerdedel af 2008-salget. Mest populær er den 3-cylindrede benziner med 100 hestekræfter, der fås fra 230.000 kr. Med 130 hk og 8-trins automatgear er prisen 300.000 kr.

Vidste du at?

2008’eren deler teknik med Stellantis-fætrene Jeep Avenger, den snart fornyede Opel Mokka-e og den kommende Fiat 600e.

2008’eren har dog fem centimeter længere afstand mellem akslerne end sine tre slægtninge, og det gør en forskel især i bagagerummet.
Når det kommer til danske salgstal blandt mini-SUV’er, bliver Peugeot 2008 overgået af Toyota Yaris Cross, men sælger klart bedre end Volkswagen T-Cross og Renault Captur. Ingen af de tre konkurrenter fås som rent elektriske.

Hvordan er førerpladsen?

i-cockpit er et Peugeot-varemærke – eller en særhed, om man vil. Førerens centrale instrumenter er placeret over ratkransen, og franskmændene er gået så vidt at kalde det et head-up-display. Hvilket det ikke er.
i-cockpittet fungerer ikke for alle, da man kan have udfordringer med blikket på instrumenterne afhængigt af, hvor højt man ønsker rattet placeret, eller hvor højt man vil have sædet justeret.
Under den 10 tommer store infotainmentskærm sidder en vippekontakt til elbagruden, og det er fint. Jeg kunne dog godt bruge lidt flere kontakter af den analoge slags til de mest brugte funktioner. Desværre er den ellers letaflæselige skærm lidt langsomt reagerende, og det samme er startknappen, som man skal holde inde med et bestemt og længerevarende tryk, før bilen tændes eller slukkes.

Hvordan opleves kabinen?

Generelt er finishen fin med flest bløde materialer og en tillidsvækkende kvalitetsfornemmelse.
Som nævnt er 2008’erens akselafstand længere end familiemedlemmernes, og det giver ganske fornuftig plads til langbenede på bagsædet. Da den er baseret på en fossildrevet bil, lider den dog under en ret markant kardantunnel, som stjæler benplads fra passageren på midtersædet. Testbilen havde panoramaglastag til 14.000 kr., og det bidrager til en større rumfornemmelse.
Med 405 liter i bagagerummet overgår e-2008’eren Jeep Avenger og Opel Mokka-e. Bilen har ikke noget frunk – altså et rum under fronthjelmen til for eksempel ladekablerne. Anhængertræk er ikke en mulighed.

Er sikkerheden i orden?

Peugeot 2008 blev sikkerhedstestet to gange af Euro NCAP i 2019. Første test gav fire ud af de fem stjerner, men med Safety Pack, der indeholder adaptiv fartpilot og vognbaneassistent, var pladen fuld med alle fem stjerner. I den faceliftede 2008’er er sikkerhedspakken standard.
Advarsel mod trafikanter i de blinde vinkler fås den ikke med.

Hvordan kører den?

Først og fremmest komfortabelt og støjsvagt. Faktisk endnu mere komfortabelt end Jeep Avenger, da 2008’eren synes at have en – typisk for franske biler – blødere undervogn.
Det øger krængningen i sving. Sammen med egenvægten på knap 1,7 ton og mini-SUV’ens høje tyngdepunkt er man ikke fristet til overfrisk kørsel på de små veje.
Støjniveauet er behageligt lavt, også ved motorvejshastighed.

Hvordan er motor og opladning?

I forbindelse med opgraderingen blev elmotoren gjort mere effektiv, og batteriets kapacitet voksede en smule til 54 kWh, hvilket stadig er i omegnen af 10 kWh mindre end flere konkurrenter. e-2008’erens officielle rækkevidde er nu lige over 400 km.
Testen foregik ved fire-fem plusgrader, og så længe jeg holdt mig til by- og landevejskørsel, kunne det lade sig gøre at hive næsten 300 km ud af batteriet.

En længere motorvejstur i tre-fire graders varme, let blæst, med fartpiloten på 110 km/t, to personer og weekendbagage i bilen var batteriet nærved fladt efter 190 km.

På farten kan e-2008’eren i teorien lade med 100 kW, men ved begge opladninger var den kun kortvarigt over 70 kW og lå det meste af tiden på lige under 60. I princippet skulle man kunne lade fra 0 til 80 procent af batteriets kapacitet på en halv time.
I hjemmelader tager den 11 kW, hvilket er rigeligt til natten over at “tanke” helt op.

Passer prisen?

Den elektriske 2008’er findes i øjeblikket kun i én udstyrsversion, så man kan ikke anbefale en version frem for en anden. I forhold til den topudstyrede benzinudgave Allure koster den elektriske GT 10.000 kr. mere, og det er en tålelig merpris.

Er der alternativer?

Jeep Avenger Altitude koster med stort set samme udstyr præcis det samme som e-2008. Topudgaven Avenger Summit koster 30.000 kr. mere, og merudstyret er primært blindvinkelassistent, lædersæder og større fælge. e-2008 er takket være en længere akselafstand mere rummelig i de bagerste regioner, så på de parametre i familiefejden står franskmanden stærkest.
Opel Mokka-e er endnu ikke tilgængelig i den opdaterede udgave, og Fiat 600e venter vi stadig på.
Udenfor familien er den lidt større kinesiske MG ZS EV med en rækkevidde på 440 km til 300.000 kr. en værdig konkurrent, når det kommer til pris. Sydkoreanerne Hyundai Kona Electric og Kia Niro EV er også lidt større, og med en rækkevidde på den pæne side af 400 kilometer og sammenligneligt udstyr koster de omkring 350.000 kr.
Volkswagen-fætrene VW ID.3 og Cupra Born er mindre SUV-agtige, men dybest set lige så rummelige. Priserne er typisk 10.000-20.000 kr. højere end for e-2008’eren, og så skal der ydermere proppes lidt udstyr i for at komme helt på højde.
Vi kommer heller udenom at nævne den for nyligt opgraderede Tesla Model 3, der godt nok ikke er en SUV/crossover som Peugeot e-2008, men til 340.000 kr. får man altså en veludstyret Model 3 med over 500 kilometers rækkevidde.
Fælles for alle gælder, at det er værd at holde øje med kampagnepriser her i begyndelsen af det nye år. De kan rokke noget ved værdi for pengene-målestokken og måske rokke lidt ved beslutningen, hvis man ikke er mærke-fanatiker.

Konklusion:

For: Komfortabel, støjsvag, plads.
Imod: Ladehastighed, kun en batteristørrelse, forbrug, garanti, ikke mulighed for anhængertræk.
Hvilkenbil siger:

Selvom e-2008 på mange måder er godt skruet sammen, skiller den sig trods opgradering ikke rigtigt ud fra mængden. Det lidt større batteri er ikke en afgørende forbedring, særligt efter at have oplevet den lidet imponerende reelle rækkevidde og ladehastigheden. e-2008 får tre store stjerner og ikke fire små som fætter Avenger, da Jeep’en med sit mere fandenivoldske design appellerer lidt mere til mine følelser end e-2008’eren.

FAKTA: Peugeot e-2008 GT

Vejl. pris, inkl. lev.: 309.990 kr.
Anslået kontantrabat: *10.000 kr.
Privatleasing: Pt. ikke muligt.
Årlig ejerafgift: 780 kr.
Garanti (bil/rust): 2/12 år
Garanti (batteri): 8 år eller 150.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP):  (2019)
Antal airbags: 6 airbags
Længde/bredde/højde: 430/177/155 cm
Bagagerum (min/max): 405/1.044 liter
Vægt: 1.662 kg
Anhængervægt: 0 kg
Batterikapacitet: 54 kWh (netto)
Rækkevidde (WLTP): 403 km
Forbrug: 152 Wh/km – 6,6 km/kWh
Forbrug i test: 179 Wh/km – 5,6 km/kWh
Ladeevne: Op til 100 kWh DC
Opladningstid: 30 minutter (0-80 pct. ved DC-lynlader), 5 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt: 115 kW (svarer til 156 hk)
0-100 km/t: 9,1 sek
Topfart: 150 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, vejskiltegenkendelse, fuld LED-lygter, aut. op- og nedblænding, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, p-sensor for og bag, bakkamera, nøglefri adgang og start, 1-zonet klimaanlæg, dellæder, sædevarme for, elektrisk justering af sidespejle m. varme og klapfunktion, elruder for, mørktonede ruder bag, 10 tommer berøringsfølsom infotainmentskærm, lydsystem m. 6 højttalere, stemmestyring, Apple CarPlay/Android Auto, 17 tommer alufælge. ( * Anslået af hvilkenbil.dk)

Metallak: 7.000-9.000 kr.
Panoramaglastag: 14.000 kr. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here