For fire uger siden satte Tesla prisen ned på Model Y. Nu får den et hak op. Det er formentlig slut med prisfald, vurderer forbrugerøkonom.
Fredag satte Tesla prisen på verdens mest solgte bil, Model Y, op. Standard Range stiger med 15.000 kroner, Long Range-versionen med 7.000 kr. Standard Range med 455 kilometers rækkevidde koster dermed 360.000 kr., Long Range med en rækkevidde på 533 km står nu i 400.000 kr.
Det sker, selvom det ikke er mere end fire uger siden, at Tesla skar op til 40.500 kr. af priserne på Model Y.
Tesla har tidligere hævet priserne på Model Y efter flere prisnedsættelser, og alle prisændringer medvirker til at gøre elbilmarkedet uoverskueligt.
Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, siger til Finans.dk, at prisstigningen var ventet, da Tesla for kort tid siden hævede priserne i både Norge og Tyskland. Han ser også prisstigningen som et udtryk for, at der næppe er nye prisfald på Model Y i vente.
Uoverskueligt elbilsmarked
Samtidig giver forbrugerøkonomen udtryk for, at han til fulde forstår, at bilkøberne er ved at være rundforvirrede over elbilmarkedet.
“Vi kommer til at se flere yoyo-priser. Sådan er det bare, når vi taler elbiler,” siger Ilyas Dogru til Finans.dk.
Derfor opfordrer Ilyas Dogru forbrugerne til at tænke sig godt om, inden de investerer i en ny elbil, da bilejerens privatøkonomi skal være rustet til at klare et pludseligt værditab, som en prisnedsættelse uvægerligt vil medføre. Han mener, at privatleasing er værd at overveje, da man netop med privatleasing kender sin “biløkonomi 100 procent, uanset hvad der sker med priserne”.
Som Ilyas Dogru også siger til Finans.dk:
“Der er ikke et perfekt tidspunkt at købe bil. Ingen kender dagen og priserne i morgen, så er man i markedet for at købe bil, gælder det om at slå til, når man finder et godt tilbud – og så glemme alt om, hvor priserne måske er om tre måneder.”
Ifølge Finans.dk har Tesla i år solgt 1.015 Model Y. I 2023 var den Danmarks – og verdens – mest solgte bil med knap 18.000 solgte i Danmark og over 1,2 millioner på verdensplan.