Derfor er Kia Ceed årets Golf-spiller

Hvilkenbil’s redaktør, Jens Velling, blogger om Kia Ceed, der i sjælden grad kombinerer et strejf af luksus med lav pris. Er man til værdi for pengene, ligner Ceed et hole-in-one i Golf-klassen.

Man skal passe på med at skamrose nye bilmodeller. Biljournalistik er fuld af eksempler på, at henførte motorjournalister har kastet ros, stjerner og fine titler efter nye biler, der siden viste sig at være plaget af rust, fejl og enorme værditab. Det er den indbyggede fare ved at testkøre spritnye biler over nogle få dage og så fælde en dom, inden bilindustriens nyeste vidundere er testet i virkelighedens verden over flere år og titusindvis af kilometer.

Omvendt vil mange bilkøbere gerne have en pejling: Sammenlignet med andre nye biler, er nyhed X så værd at beskæftige sig med?

Så jeg vover det ene øje og udråber Kia Ceed til en af årets mest attraktive nyheder. Især på det danske marked, hvor pris betyder alt.

Kia Ceed er ikke den bedste bil i Golf-klassen. Men den har et utroligt højt bundniveau – set gennem de fleste danske bilkøberes optik ligner den et regulært hole-in-one i Golf-klassen.

Her er 5 grunde til, at Kia Ceed efter hvilkenbil’s mening bør med på din top 3 liste, hvis du er på udkig efter en ny bil i Golf-klassen:

1. Forgængeren har vist sig at være et ærligt bekendtskab – og med 7 års garanti viser Kia langt mere tillid til deres produkter end europæiske konkurrenter, der kun tilbyder 2 års tryghed. Den nye Ceed bygger videre på teknikken fra forgængeren og gør et tillidsvækkende, første indtryk.

2. Kia Ceed kører ikke så skarpt som en Focus, den er kun næsten så lækker som den nye Golf og der er mere plads i en Octavia. Men Ceed overbeviser ved at være en bil uden nævneværdige svagheder.

3. Ex-Audi-designer Peter Schreyer kan sit kram: Ved første øjekast ser Ceed måske ordinær ud – men proportionerne er i orden, den markante kileform dynamisk, og så har Schreyer tjek på de diskrete virkemidler som kølergrillen, de elegante sidespejle og de kække buler på for- og baglygter, du først ser ved tredje blik. Designet virker kort sagt langtidsholdbart og uden effektjageri.

4. Ceed forkæler dig inde i kabinen, det sted, hvor du oplever din bil. Kørestillingen er perfekt, materialerne i orden og komforten mere end godkendt. Og så har Kia begået et lille, men genialt træk ved at gøre læderrat med varme standard. Din nabo har det ikke, vennerne siger wauw, og så giver det faktisk ægte ejerglæde her i vinterkulden.

5. Prisen er lav. Beskedne 194.000 kr. rækker til basis-udgaven, der – modsat konkurrenterne – er spækket med udstyr. Dermed er Kia Ceed blandt de absolut billigste biler i Golf-klassen, og det betyder lave udgifter og lavt værditab. Er du den snusfornuftige type, der går efter værdi for pengene, er Kia Ceed svær at komme uden om. Overraskelsen er, at du oven i købet får en bil, der faktisk dufter mere af luksus end lavpris.

Kia Ceed er hermed varmt anbefalet. Og så krydser jeg bare fingre for, at den fungerer lige så overbevisende om fem år og 100.000 kilometer…

Læs hvilkenbil’s test af Kia Ceed 1,4.

1 COMMENT

  1. Kører Kia Ceed Ecodynamics CRDI 1,6. En helt igennem god bil med højt kvalitets indtryk og lavt brændstofforbrug.
    Med en yderligere rustbeskyttelse har man bil i mange år.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here