Flere bilmærker justerer ambitioner for elbiler

ambitioner

Skoda gør det. Mercedes gør det . Audi har gjort det. Og Renault er på linje. De elektriske ambitioner bliver justeret til en ny virkelighed.

Det globale salg af elbiler er de seneste måneder gået ned. Ikke fladet ud, men gået ned. Dermed har flere producenter set sig nødsaget til at udvande tidligere begejstrede skåltaler og justere deres ambitioner i forhold til den virkelighed, der har det med at ændre sig.

EU-beslutningen om, at det fra 2035 skal være forbudt at producere fossildrevne biler i Europa, bliver der dog ikke rokket ved, hvis man skal tro ACEA, sammenslutningen af bilproducenter i Europa. Men flere af de større producenter lader nu forstå, at trafikken frem mod 2035 langt fra udgøres af lutter elbiler. Og at fossilbilerne i den grad vil være en faktor helt frem til skæringsdatoen.

Mercedes skifter strategi

For få dage siden fastslog Mercedes ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man nedjusterer salgsmålet for elbiler og i stedet opjusterer satsningen på benzin- og dieselbiler. Forklaringen er, at efterspørgslen på elbiler forventes at være vigende på flere vigtige markeder, så Mercedes’ strategi er nu at opdatere og sælge biler med forbrændingsmotor langt i 30’erne.

Tidligere havde Mercedes ambitioner om i 2030 udelukkende at sælge elektrificerede biler på de markeder, hvor “forholdene tillader det”. Nu er hensigten, at elektrificerede biler, inklusive hybrider, skal udgøre halvdelen af salget i 2030.

Fuld plade hos Skoda

Torsdag lod Volkswagen-ejede Skoda forstå, at man ikke har planer om at afslutte salget af biler med forbrændingsmotor før 2035. I et interview med tyske Auto Motor und Sport, siger Skoda-chef Klaus Zellmer, at for Skoda handler det ikke om at “deltage i et kapløb om at være det mærke, der først udfaser fossildrevne biler”, men for Skoda gælder det frem mod 2035 derimod om at tilbyde kunderne det, de efterspørger. Hvilket vil sige hele paletten af biler fra diesel til ren el.

To-strenget strategi

Kort før jul meddelte Audi ifølge nyhedsbureauet Bloomberg, at man blev nødt til at skrue ned for de elektriske ambitioner blandt andet ved at udskyde den planlagte introduktion af Audi Q6 e-tron.

Renault har netop bekendtgjort, at man de kommende 10 år vil køre en tostrenget strategi, hvor man fortsat vil udvikle rene elbiler, men man vil også sikre, at der vil være benzindrevne biler med hybridteknologi i porteføljen. For to år siden sagde Renault-chef Luca de Meo, at Renault ville være fuld-elektriske i 2030.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here