I februar gik Nissan ind i priskrigen på elbiler med midlertidig rabat på Ariya. Nu bliver tilbuddet permanent og omfatter alle modeller.
30.000 kroner blev den billigste Nissan Ariya i begyndelsen af februar sat ned i kølvandet på prisnedsættelser på blandt andre Tesla Model Y, Volkswagens elbiler og Skoda Enyaq. Indtil udgangen af marts eller så længe lager haves, var Nissan-budskabet.
Udgangen af marts er længe siden, og prisfaldet på Ariya Engage har Nissan nu besluttet at gøre permanent. Og ikke mindst lade det omfatte alle udstyrsvarianter af den store, elektriske crossover.
En særdeles veludstyret Ariya Advanced med 87 kWh-batteri og en rækkevidde på 533 kilometer står nu i 365.000 kr., og det er en rød klud direkte under næsen på konkurrenterne.
Billigere end rivalerne
Tesla Model Y Long Range med 600 kilometers rækkevidde koster 20.000 kr. mere, Skoda Enyaq 85 Premium med 557 kilometers rækkevidde koster 380.000 kr., og VW ID.4 Style med en rækkevidde på 543 km koster også 380.000 kr.
Standardudstyret i Advanced omfatter bl.a. adaptiv fartpilot, intelligent vognbaneassistent, 360 graders kamera, varme i forruden, nøglefri betjening, håndfri åbning af bagklappen, to 12,3 tommer digitale skærme samt trådløs Apple CarPlay og Android Auto med trådløs opladning af mobiltelefonen.
Topmodel for 399.000 kr.
Ariya-topmodellen Evolve koster nu 399.000 kr., og i den er alt nærmest standard. Den billigste udstyrsvariant, Engage, med stort batteri koster 345.000 kr. Med det lille 63 kWh-batteri og en rækkevidde på godt 400 km er prisen 300.000 kr.
Alle Nissan Ariya har 22 kW-hjemmelader, men hvis man kan nøjes med 3,6 kW-hjemmeladning, som Engage med det lille batteri som den eneste kan fås med, er prisen 280.000 kr.
Hvilkenbils test af Nissan Ariya kan læses ved at klikke på linket her.