Batteripriser brager ned – og giver problemer

batteripriser

Prisen på batterier til elbiler er halveret siden årsskiftet. Det er et problem for vestlige bilproducenter, men en gevinst for Kina.

Egentlig er det en positiv nyhed: Priserne på den suverænt dyreste del af en elbil – batteriet – rasler ned. Siden årsskiftet er batterier i gennemsnit blevet 51 pct. billigere, ifølge researchfirmaet BloombergNEF, der følger udviklingen inden for vedvarende energi.

Det er et voldsomt prisfald, langt større end forventet. Og mens lavere batteripriser er gode nyheder for miljøet og bilkøberne, giver det faktisk bilproducenterne meget store udfordringer.

Billigere råvarer, lavere efterspørgsel

Forklaringen kommer her.

Styrtdykket i batteripriser skyldes grundlæggende to overraskelser: De råvarer, der bruges til fremstilling af batterier, er blevet billigere. Samtidig falder efterspørgslen i store dele af verden på de elbiler, som batterierne sidder i.

Tilsammen har det udløst en heftig priskrig på elbiler.

“Effekten ser vi allerede nu i Kina, hvor elbiler er prissat lige som eller under biler med forbrændingsmotor, og på bilmarkederne i vesten ser vi nu også kraftige prisreduktioner på elbiler,” skriver Bloomberg.

Billigere end fossilbiler

Som verdens største bilmarked har situationen i Kina afgørende indflydelse på, hvad der kommer til at ske hos os her i Europa. Og her kommer Bloomberg med en vigtig konstatering:

“Næsten to tredjedele af alle elbiler på det kinesiske marked er nu billigere end tilsvarende fossilbiler, og en bølge af endnu billigere elbiler forberedes nu til lancering uden for det kinesiske hjemmemarked i 2025 og 2026,” lyder BloombergNEFs analyse.

Konklusionen er klokkeklar: Vi har kun set begyndelsen af en regulær invasion af billige elbiler fra Kina. Den store bølge rammer først til næste år.

Men fremtidsudsigterne for vestlige og japanske bilproducenterne bliver endnu værre…

batterier elbiler
Den europæiske batteriproducent Northvolt mærker også den faldende efterspørgsel. Bl.a. er tyske BMW bakket ud af en aftale om levering af batterier til elbiler for 15 mia. kr.
Overvurderet efterspørgsel

For at forstå hvorfor, skal vi tilbage til begyndelsen af 2023 og ind i hjørnekontorerne hos de store bilmærker. På det tidspunkt har cheferne kigget i krystalkuglen i et forsøg på at vurdere, hvor stor efterspørgslen på elbiler ville blive i den nærmeste fremtid. Som i nu og resten af 2024.

Både i Kina, USA, Japan og Europa var bilbosserne nogenlunde enige: Efterspørgslen på elbiler vil blive ved med at stige. Derfor var det afgørende at sikre sig adgang til de vigtige batterier. Både for at få dem i tilstrækkeligt antal til at følge med efterspørgslen og til fair priser for at kunne klare sig i konkurrencen med især kineserne.

Problemet for alle andre end kineserne er nemlig, at Kina står for langt størsteparten af verdens batteriproduktion til elbiler. En kinesisk gigant som CATL, Contemporary Amperex Technology Company, har f.eks. en global markedsandel på 37,5 pct. Og det tjener de mange penge på. Bare i første halvdel af i år, lød driftsoverskuddet på mere end 20 mia. kr.

Konkurrenterne – især dem i USA, Europa og Japan – er forståeligt nok trætte af at være afhængige af kinesiske batterileverandører. Mange har derfor investeret i at opføre egne batterifabrikker. Og her opstår problemet: Vurderingen af efterspørgslen på elbiler har vist sig at skyde langt over målet. Allerede i begyndelsen af 2023, hvor bilbosserne kiggede i krystalkuglen, var produktionskapaciteten for batterier dobbelt så høj som nødvendig i dag.

Overkapacitet koster dyrt

Hvis der er noget, der koster dyrt, er det overkapacitet i produktionen. Medarbejdere, robotter og samlebånd der kører for halv kraft eller står stille, koster kassen.

Selv markedslederen CATL er ramt. I 2022 udnyttede CATL 51 pct. af kapaciteten i sine batterifabrikker – sidste år faldt udnyttelsen til 43 pct.

Her skal man tænke på, at CATL har masser af kunder. For de europæiske mærker som VW, Mercedes og BMW, der er i gang med at opføre gigantiske batterifabrikker, er udsigterne anderledes dystre. Resultatet er da heller ikke udeblevet. Bilproducenter som VW, Ford, Stellantis og General Motors har alle hugget bremsen i og udskudt eller helt droppet opførelsen af flere batterifabrikker.

Det samme gælder for store underleverandører som belgiske Umicore, tyske BASF og franske Eramet.

”Ukomfortabel situation”

På kort sigt er det rettidig omhu. På langt sigt cementerer det afhængigheden af Kina. I betragtning af den geopolitiske situation med stigende spændinger mellem Kina og vesten, kan det vise sig at blive et alvorligt problem for vestlige bilproducenter.

Skal man lave sine egne, dyre batterier – og dermed sikre forsyningen? Eller fortsætte med at købe batterier i Kina, der er billigere end nogensinde, men risikere at Kina pludselig smækker døren i?

Det er et svært dilemma for især de europæiske bilproducenter. Chefen for belgiske Umicore trækker ret præcist udfordringen op:

“Det er svært i direktionslokalerne lige nu. Indtjeningen er under pres, man tjener heller ikke noget på elbilerne, men alligevel bliver man nødt til at investere i den nye teknologi – ellers bliver man hægtet af. Det er en ukomfortabel situation,” konkluderer Bart Sap. Og tilføjer:

”Men kursen er sat. Elektrificeringen kommer. Det er kun et spørgsmål om, hvor hurtigt det sker.”

[email protected]

2 Kommentarer

  1. Hvorfor er det så. at man ikke bruger de ekstra batterier der overproduceret som store batteribanke til overproduktion af strøm eller sælger dem til solceller f.eks. til private?

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here