DS dropper SUVere, fordi de ’ikke udtrykker fransk elegance’. Fra Hvilkenbils redaktør Jens Velling lyder et taknemmeligt ’merci!’
Verden over dominerer SUVere bilsalget. Ikke bare fra Gedser til Skagen, men fra Seoul til San Francisco har bilkøberne kastet deres kærlighed på de høje biler, der signalerer mod på et ørkenrally, men sjældent møder større udfordringer end kantstenen foran caféen.
Hos DS har de fået mod på at gå imod trenden af SUVere, at – oh la la – driste sig til at prøve noget nyt.
DS-hvem vil nogen måske spørge?
DS er bedst kendt som Citroëns luksusdivision, afledt af den legendariske Citroën DS fra 1955. Du skal nok være gråhåret eller bilentusiast – eller begge dele – for at huske den, men det er ingen overdrivelse at kalde DS for en af bilverdenens helt store milepæle. Og her tænker vi ikke bare på det futuristiske, aerodynamiske design, men også tekniske nyskabelser som væskeaffjedring, drejelige forlygter og servostyring. Det er ingen tilfældighed, at DS udtales ’gudinden’ på fransk.
’Bilernes Louis Vuitton’
Den sidste DS svævede af samlebåndet i 1975. 40 år senere, i 2015, genoplivede Citroën DS-betegnelsen. Denne gang som et mærke i egen ret, der skulle vise det ypperste fra Citroën. DS skulle være bilernes svar på det franske luksusmærke Louis Vuitton, mest kendt for hundedyre tasker, som DS’ nuværende designchef Thierry Métroz har forklaret.
Lad os bare sige, at DS nok ville være lykkelige, hvis de i dag kunne lave lige så mange penge på biler, som Louis Vuitton laver på tasker.
I stedet for at opfinde en ny klassiker som den oprindelige DS, har mærket snarere excelleret i det, amerikanerne hånligt kalder badge-engineering. Altså at man tager eksisterende biler og pynter dem med et andet navn og en lækker indpakning. DS3 var en Citroën C3 i dyrt sportstøj, DS4 en Citroën C4 i jakkesæt. Herefter begyndte DS dog at udvikle selvstændige modeller.
Nogen succes blev det aldrig. Så sent som i juli antydede topchef for Stellantis-koncernen Carlos Tavares, som DS hører under, at han overvejede at pensionere mærket.
Alt tyder dog på, at DS får en chance til. Og at førnævnte designchef har en plan for, hvordan mærket ikke bare skal overleve men vende tilbage til fordums storhed.
Ingen SUV – mere historie
Planen har to afgørende punkter:
Slut med at gøre som alle andre. ”Ikke flere SUVere – de er ikke det bedste udtryk for fransk elegance,” som Thierry Métroz har sagt til britiske TopGear.
Find inspiration i bakspejlet. ”Historien er det, der adskiller os fra bølgen af biler fra Kina. De biler har ingen følelsesmæssig forankring hos folk,” siger Thierry Métroz.
Konkret vil Métroz arbejde videre med moderne fortolkninger af legendariske Citroën modeller som DS. Faktisk er han godt i gang. Sammen med sit team af designere, har han lavet en forsmag på fremtidens DS-modeller med et designkoncept, der hylder den sportslige aflægger af DS, coupéen SM.
Thierry Métroz vil ned fra SUV-højderne og tilbage til de lave, elegante linjer.
Et spørgsmål om smag
Og her er det så, at jeg udstøder et både lettet og taknemmeligt merci. For jeg er lige så mæt af SUVere som DS og Thierry Métroz.
Bevares, både i menneskenes og bilernes verden går jeg ind for mangfoldighed, og folk må naturligvis købe og køre i, hvad de vil. En SUV er også praktisk og nem at stige ind og ud af. Derfra synes jeg bare, at det går ned af bakke. Køreegenskaberne bliver et kedeligt kompromis, der både sætter komfort og dynamik over styr, fordi det høje tyngdepunkt skal tøjles. Kompatibiliteten – eller måske mere præcist medfølelsen – med de stakkels medtrafikanter, der er så uheldige at blive ramt af en SUV kan ligge på et meget lille sted. At de høje, kantede SUVere i snit bruger 17 pct. mere energi end andre biltyper er heller ikke specielt fremsynet i en tid, hvor klimaforandringer er et faktum.
Og så er der designet. Bevares igen, design er altid et spørgsmål om smag. Men jeg nikker begejstret, når Thierry Métroz og DS frakender SUVere ’elegance’.
Tænk lige over det. Vil du bruge ordet ’elegant’ om en SUV? Jeg kan ikke komme på én eneste SUV, der er elegant. I stedet ender jeg på ord som solid, rustik, bastant, firkantet, muskuløs og brutal. Det kan også noget, som man siger i dag… Men elegant, smuk, betagende, inspirerende, atletisk, effektiv og let? Det er ord, der bare ikke hører hjemme i samme sætning som ordet SUV.
Så lang holdning kort: Der skal være plads til alle slags biler. Også SUVere. Men mon Dieu, hvor er jeg glad for, at vi nu i det mindste er to, der er enige om, at vi trænger til at se noget mere elegant metal derude på vejene. Så jeg hepper på DS og Thierry Métroz, og glæder mig til at se nogle lave, aerodynamiske, velkørende og elegante alternativer til den tilsyneladende ustoppelige tsunami af caféhjulstrækkere.
👌
Bravo! – kan jeg kun sige, for at vi igen får BILER, der afviger fra hinanden, så man kan skelne dem i trafikken. Citroën har altid haft sit eget særkende, og den gamle DS var fantastisk smuk og anderledes, som også fandt indpas hos de adelige f.eks. grev Tito af Frisenborg v/Hammel, der også havde en 2CV (den kørte min kone i, selv om hun ikke havde førerbevis! (Kørekort er et mærkeligt ord for at have et bevis på, at man har ret til at føre et køretøj – så tilbage til de gode danske betegnelser ligesom DS – det vil i øvrigt også glæde “franske” Messerschmidt fra DF 😉)).
Alle biler ligner snart hinanden – ingen vil skille sig ud 😞. I 60’erne og 70’erne kunne man fra lang afstand se, om det var en Volvo, VW, Toyota eller en Ford – i dag kan man kun se, at der kommer en bil, men hvilken? Egentlig er mærket også ligegyldigt, blot man kan se den, men alligevel.
Det er med biler, som med huse. De skal være med lyse sten og sort sadeltag (solceller er mærkeligt nok ikke et krav!), eller tage så flade som pandekager, ja, det kan endda være et krav i lokalplanen! Hvorfor skal det være så kedeligt? Det er da noget mere spændende, at gå i de gamle bydele, kigge op ad facaderne og opdage sjove krummelurer, tårne mv. Kig op og få en på opleveren!
Vi trænger til, at nogen begynder at tør afvige fra standardkasserne og være kreative, ellers ender vi med at dø i kedsomhed.
Så “merci” for at tage den udfordring op.
Mvh. Gunnar Larsen