Skarpskåret elbil er Årets Bil i Danmark

Foto: Lars Krogsgaard

I et historisk tæt opløb kørte elbilen Kia EV3 med titlen som Årets Bil i Danmark. Skoda Elroq blev nummer to, blot tre point efter.

I et stærkt finalefelt bestående af ni nye elbiler kørte Kia EV3 tirsdag aften med prisen som Årets Bil i Danmark. 21 danske motorjournalister tildelte den koreanske elbil 134 point, blot to mere end Skoda Elroq på andenpladsen med 131 point. Renault Scenic blev nummer tre med 120 point.

Pressemanager for den danske Kia-importør, Lene Mejdal Iversen, modtager prisen til Kia EV3 som Årets Bil i Danmark af danske motorjournalisters formand, Karsten M. Lemche fra FDM. Foto: Lars Krogsgaard

Jurymedlemmerne gav Kia EV3 en stor buket roser med på vejen: Det skarptskårne design er både anderledes, markant og elegant, og rækkevidden på mere end 600 km i udgaven med det store batteri kvæler de flestes rækkeviddeangst. Endelig er der fornuftig plads til kernefamilien trods bilens kompakte størrelse på 4,3 meter.

Syv års garanti

Køregenskaberne er tilbagelænede og komfortable, betjeningen ganske intuitiv sammenlignet med mange andre nye biler, og så giver hele syv års garanti tryghed. Ikke mindst for danske forbrugere, der måske fortsat er lidt i tvivl, om de skal skifte fossilbilen ud med en elbil.

Kia EV3 er tilmed blandt de billigere elbiler på det danske marked – især i betragtning af den lange rækkevidde.

Priserne begynder fra 270.000 kr. med et batteri på 58 kWh, der rækker til 436 km efter WLTP-normen. Blot 20.000 kr. ekstra bringer dig op i udgaven med det store 81 kWh-batteri, der øger rækkevidden til 605 km. Det er rekord for elbiler under 300.000 kr.

Flere knapper i rattet og under den centrale skærm letter betjeningen i Kia EV3. Det gav også point hos juryen.
Omfattende udstyr

Standardudstyret er omfattende – bl.a. er varmepumpe, der øger rækkevidden ved lave temperaturer, inkluderet i prisen. Flere af konkurrenterne tager ekstra for varmepumpe.
Hvilkenbil deltog i årets kåring – her kan du læse vores vurdering af Kia EV3 og de øvrige otte biler, der deltog i finalen.

 

Modsat flere af de andre finalister kan Kia EV3 bestilles og leveres nu hos de danske Kia-forhandlere.

Skoda Elroq her blev slået af Kia EV3 med blot tre point. Juryen roste Elroq for stærke allround egenskaber som god plads, fine køregenskaber og lang rækkevidde til attraktive priser.

Det er syvende år i træk, at en elbil vinder titlen som Årets Bil i Danmark – og første gang nogensinde, at Kia vinder den danske kåring.

Årets bil – sådan faldt stemmerne:

Kia EV3: 134 point
Skoda Elroq: 131 point
Renault Scenic: 120 point
Hyundai Inster: 75 point
Ford Explorer: 44 point
Cupra Tavascan: 40 point
Xpeng G6: 21 point
Polestar 4: 20 point
Peugeot 3/5008: 15 point

Bilglæde, design og innovation

Juryen uddelte også tre særpriser:

Den elektriske roadster MG Cyberster fik Bilglædeprisen for at være den første, elektriske sportsvogn med stoftag. Og et sæt spektakulære saksedøre, som vi ellers kun kender fra eksotiske supersportsvogne. Cyberster koster ‘kun’ 500.000 kr.

Minien Renault 5, også en elbil, der kommer til Danmark i begyndelsen af 2025, fik designprisen for sit meget vellykkede retrodesign, der dygtigt spiller videre på det franske design-ikons let genkendelige former.

Endelig gik Innovationsprisen til Hyundai Inster for at tilbyde stor plads i en lille elbil.

Pladsen gør det muligt for den lille familie at køre elektrisk til rekordlave priser fra 180.000 kr.

Årets Bil i Danmark de seneste 10 år

2016: Opel Astra
2017: Peugeot 3008
2018: Seat Arona
2019: Ford Focus
2020: Tesla Model 3
2021: VW ID.3
2022: Hyundai Ioniq 5
2023: VW ID.Buzz
2024: BMW i5
2025: Kia EV3

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here