Der er ikke kun prisfald på elbiler. Honda sætter priserne markant ned på to hybridbiler – SUV’en CR-V og minibilen Jazz.
Prisfald er ikke bare for elbiler – nu kommer de også til Honda, hvor de rammer to af mærkets hybridbiler.
Med omgående virkning er den store SUV CR-V e:PHEV sat 60.000 kr. ned til 440.000 kr. Prisen inkluderer endda sort metallak – andre farver koster 12.000 kr. ekstra.
CR-V er en ladehybrid med en samlet ydelse på 182 hk og en elektrisk rækkevidde på op til 82 km.
Der er også prisfald på den kompakte, men særdeles rummelige minibil Jazz e:HEV. Her falder prisen 30.000 kr. til 260.000 kr. for udgaven med Elegance udstyr. Også her er sort metallak en del af pakken – andre farver koster mellem 8.000 og 10.000 kr. ekstra.
Der er endnu mere at spare på Jazz i Advance Sport-udgaven. Her falder prisen 32.500 kr. til 280.000 kr.
Honda Jazz e:HEV er en almindelig hybrid, hvor motoren bruges til at lade batteriet op.
Mangler elbiler
Den danske Honda-importør giver ikke nogen forklaring på det aktuelle prisfald. Honda har længe kæmpet med salget i Danmark. Sidste år steg salget ikke desto mindre mere end 150 pct., men fra et lavt udgangspunkt. Det samlede Honda-salg i 2024 nåede således 862 biler, hvilket placerer Honda som nummer 27 på listen over alle bilmærkers salg herhjemme.
På det danske marked lider Honda under p.t. kun at have én elbil på programmet, SUV’en med det mærkelige navn e:Ny1. Elbiler forventes at udgøre mindst 70 pct. af det danske bilsalg i år. Et prisfald på mærkets hybridbiler kan hjælpe Honda til at følge med den knivskarpe konkurrence på pris, som elbilerne har trukket det danske bilmarked ud i.
De nye priser på Honda CR-V og Honda Jazz gælder også biler, der bestilles.