Kinesiske BYD planlægger at sende elbilen Denza Z9 GT til Europa. Sigtekornet er indstillet på Porsche Taycan og Audi e-tron GT.
Kinesiske BYD har et særligt luksusmærke i hjemlandet, og Denza Z9 GT har eksisteret der siden september 2024. Og tilfredsheden med den over fem meter lange luksus-GT med næsten 1.000 hestekræfter er nu så stor, at den skal afsted mod nye horisonter, herunder Europa.
Z9 GT står på BYD’s e3-platform, og elmotorerne yder 230 kW (308 hk) på forakslen og 480 kW (644 hk) på bagakslen – i alt 952 hk. Batteriet er på 100 kWh, og efter den kinesiske norm, CLTC, er rækkevidden på 630 km. I forhold til WLTP-normen, som vi benytter, skal der trækkes mellem 15 og 25 pct. fra, så WLTP-rækkevidden vil næppe være over 500 km.
Som en Porsche Taycan Sport Turismo
Denza Z9 GT er dimensioneret som Porsche Taycan Sport Turismo, hvor Sport Turismo er en omskrivning af stationcar. Z9 GT er 518 centimeter lang, 199 cm bred og 150 cm høj. Taycan Sport Turismo er lige så bred, ca. 10 cm lavere og 20 cm kortere.
Indvendigt er den elektriske luksus-GT udstyret med et 13,2 tommer stort førerdisplay og flere lige så store skærme til passagererne. Infotainmentskærmen er 17,3 tommer, og blandt andet det amerikanske medie Electrec beskriver, at Z9 GT har et meget avanceret head-up-display i hele forrudens bredde.
BYD har meddelt, at Denza Z9 GT vil blive lanceret i Europa inden længe, og at det vil ske til en lavere pris end de europæiske konkurrenter. Efter den stationcar-lignende følger en sedan a la Audi e-tron GT og den “almindelige” Porsche Taycan.
Af redaktionen