Test: Xpeng G6 – kopimaskinen

test xpeng g6

BILTEST: Xpeng G6 er på mange måder en kopi af Tesla Model Y. Plads og 800 volt-teknologi overbeviser, betjening og køreegenskaber skuffer.

Hvilken bil?

Xpeng G6 er den tredje model, som det unge, kinesiske bilmærke tilbyder i Danmark. Man skal ikke kigge to gange på den dråbeformede SUV for at se, at den er mere end almindeligt inspireret af verdens mest solgte bil, Tesla Model Y. Dimensionerne passer næsten på mm, og med Teslas friske facelift af Model Y, ligner de nærmest tvillinger.
Kopien har dog et teknologisk trumfkort i forhold til originalen: 800 volt-teknologi, som vi mest kender fra dyre luksus-elbiler fra Porsche og Audi, gør det muligt at lynlade G6 ekstremt hurtigt. Blot 20 minutter tager det at lade batteriet 10-80 pct.
Her tester vi mellemudgaven Long Range med baghjulstræk, batteri på 87,5 kWh, 570 km rækkevidde og masser af standardudstyr til 370.000 kr. Efter vores vurdering er det den mest gunstige udgave af G6. Vi vil hverken spare 30.000 kr. og gå ned i rækkevidde eller betale 30.000 kr. mere for den firehjulstrukne Performance-udgave.

Vidste du at?

Xpeng er et af de utallige, nye bilmærker, der er skudt op i Kina som led i Kinas plan om at blive verdensleder inden for elbiler. Xpeng er grundlagt i 2014, men har på kort tid formået at bide sig fast i Europa. Ikke alle kinesiske bilmærker vil overleve på sigt, men Xpeng ligner et mærke, der også er her på den lange bane.
Tyske Volkswagen er tilsyneladende af samme overbevisning. Sidste år købte de fem pct. af virksomheden for fem mia. kr. for at få adgang til Xpengs teknologi.
Xpeng har oparbejdet et image som et tech-begejstret mærke, der også er dybt involveret i udviklingen af selvkørende og sågar flyvende biler.

Herhjemme er Xpeng blandt de Kina-mærker, der klarer sig bedst. Sidste år steg salget fra 654 til 2.852 biler, hvilket gjorde Xpeng til det bedst sælgende af de 11 nye kinesiske bilmærker på det danske marked i 2024.

Hvordan er førerpladsen?

Xpeng G6 eller Tesla Model Y? Hvor er jeg? Man kommer helt i tvivl. Samme minimalistiske design, samme styring af fx sidespejle via knapper i rattet, samme mobiltelefon-docking i midterkonsollen, samme hvide eller koksgrå interiør i ’veganer-læder’…
Eneste forskel er, at Xpeng har ofret penge på en lille skærm bag rattet, der bl.a. viser hastighed.
Selv om infotainmentskærmen i midterkonsollen også kopierer Teslas grafiske udtryk, gælder det desværre ikke betjeningsvenligheden. En Model Y kræver også tilvænning, men selv efter otte dage i Xpeng G6 blev jeg aldrig dus med brugerfladen. Betjeningen føles klinisk renset for intuition og logik. Knapperne i rattet kan have dobbeltfunktioner, der er genvejstaster for sædevarme for føreren men ikke passageren, slukker du for aircondition forsvinder varmen, du skal gennem menuen for at se radiostationer osv. Det er muligt, jeg er en sur gammel mand, men Xpeng G6 gav mig en sjælden fornemmelse af blive modarbejdet i stedet for hjulpet.
Lid ros er der også. Stemmestyringen er ret god, og første gang hastighedsalarmen bipper, får du mulighed for at kvæle den med to tryk på skærmen. Hvis du når at trykke. Ellers skal du grave funktionen frem gennem en omstændelig menu.

Hvordan opleves kabinen?

Xpeng G6 er født som elbil og integrerer endda batteriet i chassiset. Det giver masser af plads. Lige så meget som i ’rumuhyret’ Tesla Model Y, der dog har et endnu større bagagerum end G6. Xpeng har heller ikke fundet plads til et frunk.
Finishen er også den samme. Pænt med bløde plastoverflader, der dog føles vinylagtige. Rigtigt lækkert bliver det ikke, men overfladerne er lige til at tørre af med en fugtig klud og G6 virker i øvrigt solidt bygget. Her følger kopien med originalen, men har man siddet i den større Xpeng G9, bliver man skuffet i G6. Duften af premium er væk, men prisen er også noget lavere, så fair nok.
Forsæderne er korte til lange ben. Til gengæld er der sovebeslag på bagsædet – lækkert til langturen.

Er sikkerheden i orden?

Ja, Xpeng G6 er testet af Euro NCAP efter de skrappe 2024-krav og fik fem ud af fem stjerner. Dermed er G6 endnu et eksempel på, hvor hurtigt kineserne er gået fra skrot til hot i en af bilverdenens mest krævende discipliner. Karrosseriet er solidt og yder god beskyttelse i kollisioner fra alle vinkler. Dog gør Euro NCAP opmærksom på, at centerairbaggen mellem forsæderne, der skal beskytte forsædepassagerne ved påkørsel fra siden, ikke fungerer tilstrækkeligt. Trods airbaggen slog den ene dukke hovedet mod skulderen på den anden, hvilket udløste strafpoint til Xpeng. Også selv om slaget ifølge NCAP ikke var så kraftigt, at det var farligt.
Den automatiske nødbremse og vognbaneassistenten fungerer godt. Overvågningen af fører-træthed er upræcis og skilteassistenten læser ikke altid hastigheden korrekt. Det oplevede vi også flere gange, hvor G6 enten kørte for stærkt eller langsomt, når man benyttede fartpiloten. Læs mere her.

Se også videoen her: 

Hvordan kører den?

Xpeng har tilsyneladende ikke sparet, da de byggede undervognen. Her er dyre multilink-hjulophæng i alu både for og bag. Sædvanligvis resulterer det i sprøde køregenskaber, men G6 smager mere af udkogt grødris. Styringen sender ingen informationer tilbage fra vejen, og selv om affjedringen er blød, formår den ikke at filtrere vejens ujævnheder fra. Tværtimod har G6 en let hoppende kørestil – undervognen falder aldrig rigtigt til ro. Klassisk køreglæde er derfor en by langt ude i den kinesiske provins, og det bliver ikke bedre af en del rullestøj allerede fra 70 km/t.
Vi er faktisk negativt overraskede over G6s opførsel, for de enkelte komponenter ser fine ud. Summen er bare mindre end de enkelte dele. Træerne vokser trods alt ikke ind i himlen for den fremadstormende kinesiske bilindustri. Der er tydeligvis stadig noget at lære.

Hvordan er motor og opladning?

210 kW – 286 hk i fossiltal – lyder overbevisende. Med en kampvægt på to tons er G6 heller ikke overvægtig sammenlignet med konkurrenterne. Alligevel udebliver det store kick, når du træder speederen ned i gulvtæppet. Fint nok for G6 lægger alligevel ikke op til frisk kørsel, kun afslappet cruising.

Frisk er til gengæld opladningen af det velvoksne batteri på 87,5 kWh. Som langt dyrere elbiler har Xpeng bygget G6 på 800 volt-teknologi, der gør det muligt at lynlade 10-80 pct. på blot 20 minutter. Dét scorer point på langturen.

Vi målte det flere gange i en typisk lynlader. Når vi måtte nøjes med en peak-effekt på 225 kW mod de lovede 280 kW skyldes det, at vi skulle dele laderen med en anden elbil. Ladekurven er faktisk rimelig flad, og vi er ikke i tvivl om, at G6 lader til 80 pct. på 20 min., hvis der er fuld effekt på laderen. 800 volt-teknologien er G6s trumfkort og gør den til en kapabel langtursbil. Også fordi forbruget er godkendt: Vi målte 4,3 km pr. kWh ved 0-5 grader og med 40 pct. af kørslen på motorvej med op til 130 km/t. Lidt dårligere end konkurrenter som Hyundai Ioniq 5 og VW ID.4, men det rækker til 375 km om vinteren. Det går an.

Passer prisen?

Tja, bum, bum – prisen er OK, men konkurrenterne har været gennem så mange prisfald, at Xpeng G6 ikke længere er et kinesisk knaldtilbud. Slet ikke, hvis du lægger vægt på køreegenskaber og intuitiv betjening – de to punkter, hvor det halter mest for Xpeng.
Styrken ved G6 er det omfattende standardudstyr. Du mangler kun anhængertræk, og så koster det 8.000 kr. hvis du vil have en anden lakering end standardfarven Arctic White. Adaptive LED-forlygter kunne også være en fin opgradering, men fås ikke.
Når vi vurderer prisen som ’OK’, skyldes det, at Xpeng som nyt, kinesisk bilmærke må forventes at få et større værditab end andre bilmærker. Det afspejler købsprisen ikke.

Er der alternativer?

Hvis det især er 800 volt-teknologi og hurtig opladning, der tiltrækker dig ved Xpeng G6, er den mest direkte konkurrent Hyundai Ioniq 5. Den er netop opgraderet med større batteri og længere rækkevidde og samtidig sat ned i pris. En særdeles veludstyret Ultimate med 570 km rækkevidde koster 360.000 kr. og overgår Xpeng G6 på alle punkter.
Søsterbilen Kia EV6 er også bedre, men også lidt dyrere til 380.000 kr. med det omfattende Upgrade-udstyr.
Tesla Model Y, som tydeligvis er forbilledet for Xpeng G6, er også svær at komme uden om. Her bør man dog vente på den opgraderede ’Juniper’, der nu kan bestilles i Danmark. Prisen for en Long Range med baghjulstræk og 600 km rækkevidde vil med stor sandsynlighed svare til Xpeng G6, men med opgraderingen forventer vi, at Model Y kører bedre end G6. Betjeningen er også mere intuitiv, mens G6 lynlader hurtigere.
Danmarks tredje mest solgte bil sidste år, VW ID.4, er også et fint alternativ. Til 380.000 kr. får du lidt mindre udstyr og langsommere lynladning, men ID.4 kører markant bedre og er også mere ligetil at betjene.

Konklusion:

For: Plads, lynladning, garanti
Imod: Betjening, køreeegenskaber
Hvilkenbil siger:

Xpeng har haft gang i kopimaskinen, da de udviklede G6. Alt ved bilen mimer Tesla Model Y, men med fine detaljer som 800 volt-teknologi, en ekstra skærm i kabinen og dyre multilink-hjulophæng er der lagt op til, at kopien skal overhale originalen på afgørende punkter. Det sker bare ikke. Især betjening og køreegenskaber halter og understreger, at kineserne stadig har noget at lære. 

FAKTA: Xpeng G6 RWD Long Range

Vejl. pris, inkl. lev.: 370.000 kr.
Anslået kontantrabat: * 8.000 kr.
Årlig CO2-ejerafgift: 780 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12 år/7år-160.000 km
Garanti (batteri): 8 år eller 160.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2021)
Antal airbags: 7 inkl. centerairbag mellem forsæder
Længde/bredde/højde: 475/192/165 cm
Akselafstand: 289 cm
Bagagerum (min/max): 571/1.374 liter
Vægt: ca. 2.025 kg
Anhængervægt: 1.500 kg (med bremser)
Batterikapacitet: 87,5 kWh netto
Rækkevidde (WLTP): 570 km
Forbrug (WLTP-norm): 5,7 km/kWh
Målt forbrug: 4,3 km/kWh (40 pct. motorvej, 0-5 gr.)
Ladeevne: Op til 280 kWh DC
Opladningstid: 20 minutter (10-80 pct. ved 350 kW DC), 9,5 timer (5-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt: 210 kW/286 hk, 440 Nm
0-100 km/t: 6,7 sek
Topfart: 200 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse,  , aktiv vognbaneassistent med følgefunktion, aktiv blindvinkelsensor, adaptiv fartpilot, vejskiltegenkendelse, head-up-display, syv airbags inkl. centerairbag mellem forsæder, varmepumpe, batterivarmer, LED-matrix lygter, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 2-zonet klimaanlæg, elektrisk justerbart førersæde m. lændestøtte, læderindtræk, varme/køl i forsæder, varme i rat, el-sidespejle m. varme, p-sensor for og bag, bakkamera, elruder for og bag, længdejusterbart bagsæde, elektrisk bagklap, 12,3 tommer digital instrumentering, 12,3 tommer touchskærm, navigation, trådløs Apple CarPlay/Android Auto og opladning af mobiltelefon, USB-oplader for og bag, mørktonede bagruder, 19 tommer alufælge. (* Anslået af Hvilkenbil)

Metallak: 8.000 kr.
Svingbart anhængertræk: 8.900 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here