Audi flirter videre med hybridteknikken. Seneste udgave af ladehybriden A3 e-tron kan køre op til 50 km på strøm alene, men det er endnu usikkert, hvornår Audi starter serieproduktion.
Mens elbilen tilsyneladende har mistet gnisten, ser hybridbilen ud til at vinde kampen om at blive det næste årtis mest udbredte løsning på at nedbringe CO2-udslippet fra biler.
Audi er et af de mærker, der officielt satser på at sætte strøm til flere modeller. Tyskerne har flere gange vist varianter af deres A3 e-tron hybrid. Nyeste udgave får officiel premiere på biludstillingen i Geneve 7. marts. Denne gang er der tale om en såkaldt ladehybrid, hvor batteriet både kan lades op af den indbyggede benzinmotor og sættes til en stikkontakt. Elmotoren alene har, hvad der svarer til 102 hk og batteriet er kraftigt nok til 50 kilometers ren eldrift. Er der brug for længere rækkevidde – eller flere kræfter – sætter en 1,4 liters turbobenziner ind med 150 hk.
El- og benzinmotor deles om opgaven
Elmotoren i A3 e-tron er koblet sammen med et seks-trins automatgear med dobbeltkobling og leverer de fleste af sine kræfter op til 2.000 omdrejninger. Dermed passer den perfekt til turbobenzinmotoren, der er stærkest fra knapt 2.000 til 4.000 omdrejninger. I fællesskab leverer de to motorer 204 hk og giver Audi A3 e-tron et officielt snitforbrug på 66,7 km/l.
Audi A3 e-tron er altså på mange måder en power-hybrid, der formentlig bliver dyr – vi gætter på ca. 600.000 kr. Det helt store spørgsmål er dog, hvornår Audi gør alvor af deres efterhånden langtrukne snak om at satse på biler med delvis eldrift. I forbindelsen med forskræppet til A3 e-tron’s debut på Geneve-udstillingen siger Audi intet om en eventuel produktionsstart. Selv om e-tron ser særdeles færdig ud, kan det skyldes, at Audi fortsat mangler at udvikle bilen eller måske frygter, at den bliver for dyr. En oplagt rival som Opel Ampera har ikke været det store salgshit, så det er ikke usandsynligt at Audi fortsætter med at lurepasse lidt endnu.