I januar faldt Tesla-salget markant. Skyldes det utilfredshed med Elon Musk, manglen på nye modeller, eller er det bare en tilfældighed?
I Europa solgte Tesla langt færre biler i januar. Hvorfor? Flere iagttagere mener, at det faldende Tesla-salg skyldes Elon Musk kraftige involvering i USA’s præsident Donald Trumps regering, Musks opførsel og udtalelser.
Andre peger på det tomrum, der er opstået, fordi man venter på den fornyede Model Y. Eller måske er en medvirkende årsag, at konkurrencen er stor, og at Tesla ikke udvider antallet af modeller. Eller også er det bare udtryk for, at det overordnede salg af elbiler i Europa er ramt af nedtur.
Fakta er, at på det tyske marked dykkede Tesla-salget i januar med 60 procent. I Frankrig var tilbagegangen på 63 pct., i Sverige, Holland og Norge faldt salget med omkring 40 pct. og i Storbritannien med 12 pct. I Danmark solgte Tesla i januar kun 447 biler – det gennemsnitlige salg pr. måned i 2024 var 1.861.
Også på hjemmemarkedet, USA, ser det sløjt ud. Værst i landets “grønne” stat, Californien, hvor Tesla-salget faldt i alle fire kvartaler i 2024. Model 3 måtte notere en nedgang på 36 pct. for hele 2024 sammenlignet med året før.
Demonterer offentlige myndigheder
Analytikere verden over kloger sig på årsagerne til de faldende salgstal. En oplagt forklaring, der ligger lige til højrebenet, er Tesla-ejer Elon Musks ubetingede støtte til USA’s kontroversielle præsident, Donald Trump. Musk hældte adskillige millioner efter Trump under valgkampen i 2024 – ifølge Automotive News 250 mio. dollar, altså næsten 1,8 mia. kroner.
I dag er den sydafrikansk fødte Musk en central person Trumps effektivitetsministerium – Department of Government Efficiency. “Unødigt bureaukrati” skal udryddes, og Musk er bogstaveligt talt i gang med at demontere adskillige ministerier og myndigheder. Efter at have været i gang med den statslige nødhjælps-organisation USAID og finansministeriet har han netop i disse dage fokus på de myndigheder, der administrerer tilskud til syge borgere fra Medicare og Medicaid, som over en tredjedel af alle amerikanere er afhængige af.
Ingen grund til nazi-skyld
Udadtil afholder Elon Musk sig ikke fra at have en mening om politik i Europa. På vores kontinent bliver hans ytringer i kombination med engagementet med Donald Trump i den grad bemærket. 25. januar deltog Musk via et videolink i det tyske højrenationale parti AfD’s landsmøde (Alternative für Deutschland). Tyskerne går til valg 23. februar.
På AfD-mødet, der fandt sted to dage før 80 års-dagen for befrielsen af nazisternes udryddelseslejr Auschwitz i Polen, hvor over en million mennesker, primært jøder, blev henrettet under Anden Verdenskrig, sagde Musk, at tyskerne skal holde op med at føle skyld over det, som deres bedsteforældre gjorde.
Seks millioner polakker mistede livet under Anden Verdenskrig, heraf var cirka halvdelen jøder. Musks kommentarer og støtte til det invandrer-fjendske AfD vakte stor vrede i både Polen og Tyskland. En minister i Polens regering sagde efterfølgende, at “ingen normal polak bør købe en Tesla”.
Voldsomme ytringer på X
Elon Musk bruger sit sociale medie X, tidligere Twitter, til at ytre holdninger til mange ting. Heller ikke den britiske premierminister, Keir Starmer, er gået fri.
I forbindelse med en større skandalesag i Storbritannien, hvor et netværk af britiske mænd, flest med pakistansk baggrund, i årene 1997-2013 systematisk udsatte tusinder af britiske piger for seksuelt misbrug, mens myndighederne vendte ryggen til angiveligt af frygt for at skabe etnisk uro og fremstå racistiske, har Musk på X bl.a. skrevet, at “Starmer var medskyldig i voldtægten af Storbritannien”, “Starmer skal ud. Han er en national pinlighed”, og “Du er ond, Keir Starmer. Gad vide, hvordan din hustru ser på dig?”.
Meninger og ytringer, som er løsrevne og ikke faktuelt underbygget, ganske som hans politiske chef, Donald Trump, har for vane at ytre sig.
Musk polariserer
En meningsmåling udført af Electrifying.com viste, at 59 procent af alle nuværende og potentielle britiske elbil-ejere mener, at personen Musk vil være årsag til, at de ikke fremover vil købe en Tesla.
“Musks indflydelse på Tesla-salget bliver mere og mere polariserende og skubber mange købere i andre retninger,” siger Electrifying.com’s administrerende direktør, Ginny Buckley, i forbindelse med meningsmålingen.
Mange europæiske politikere har i åbenlys protest mod Musks udokumenterede påstande og utidige indblanding slettet deres X-konto og opfordrer andre til at gøre det samme. Musk reagerer med at kalde det en “krænkelse af demokrati og ytringsfrihed”.
Udvikling er gået i stå
Når alt kommer til alt, er forklaringerne på det faldende Tesla-salg formentlig en kombination. Af Elon Musks ytringer og handlinger og manglen på innovation og nye produkter.
Elon Musk er i hvert fald det seneste år åbenlyst blevet mere og mere optaget af ikke kun politik, men også sit rumfartsprogram SpaceX, selvkørende teknologi og robotter.
Derfor mener nogle analytikere, at Teslas problemer hænger mindre sammen med Musks politiske ytringer og mere sammen med Teslas lidt for længe ventede opdatering af Model Y, der kom på markedet i 2020. Oven i det kommer ikke mindst de mange kinesiske elbil-mærker, der har introduceret friske modeller. Fraværet af en billigere og mere mainstream Tesla-model trods flere løfter om netop en Model 2 eller lignende har også betydning.
“Forklaringen er ikke Musks holdninger. Forklaringen er, at Teslas udvikling gik i stå efter Model Y,” siger Ben Nelmes, som er chefanalytiker i New AutoMotive, til nyhedsbureauet Reuters.
Trods tilbagegang for Tesla og uvilje mod Elon Musks person fortsætter Tesla-aktiekurserne op. Det seneste år er Tesla-aktiens værdi ifølge Euroinvestor steget med 43,7 pct.
Af redaktionen