Udviklingen er gået hurtigere end ventet, så allerede i marts vil Hyundai sætte gang i produktionen af faststof-batterier.
Om en måned trykker sydkoreanske Hyundai på knappen og skyder produktion af faststof-batterier i gang. Udviklingen af Hyundais magiske batterier er så langt fremme, at de ikke kun vil blive testet i laboratoriet, men i elbiler ude i den virkelige verden.
Inden årets udgang vil Hyundais faststof-batterier være placeret i en ny model, der som standard skal være udstyret med det magiske batteri. Oplysningerne kommer fra sydkoreanske ET News, der skriver, at lanceringen vil være offentlig. Hvilket skal tages som et udtryk for, at Hyundai er ret sikre på teknologien.
Drømme-batteriet
Faststof-batteriet betragtes som det, der skal bringe udbredelsen af elbiler et afgørende skridt fremad. Drømme-batteriet udmærker sig, i modsætning til langt de fleste af de batterier, der benyttes i dag, ved at være fri for eller næsten fri for miljøskadelige og svært tilgængelige grundstoffer og metaller som litium, kobolt, mangan og nikkel.
Derudover vil det, når teknologien er optimeret, være langt billigere at fremstille. Det vil også kunne lade langt hurtigere. Og ikke mindst vil det på grund af effektivitet, større energitæthed og lavere vægt resultere i, at elbilernes rækkevidde bliver betydeligt længere end i dag.
Hyundai afsatte i 2023 ni milliarder dollar (65 mia. kroner) til de næste 10 års udvikling af batteri-teknologi. Udover faststof-batteriet udvikles forbedrede udgaver af litium-jern-fosfat-batterier (LFP) og nikkel-kobolt-mangan-batterier (NCM).
2030 er realistisk
At komme først med faststof-batteriet er formentlig en af alle bil- og batteri-producenters hedeste drømme. Batteriet har i snart flere år “spøgt” som “den hellige gral”, og det er det ifølge langt de fleste eksperters vurdering også. Men man skal ikke forvente, at det lige om lidt ligger i alle elbiler.
Realistisk set – og det vurderer Hyundai også – vil faststof-batteriet først være klar til masseudbredelse i 2030. Samme årstal nævner Mercedes, der meldte deres status ud i begyndelsen af januar. Også Honda, Toyota, Volkswagen, BMW, Stellantis, Nissan og en stribe kinesiske producenter nævner 2030 som året.
Når man bliver grebet af lidt utålmodighed på grund af al snakken og manglen på mærkbare resultater for forbrugeren, skal man måske bare minde sig selv om, at det ikke er mere end 15 år siden, at verdens første masseproducerede elbil, Nissan Leaf, kom til verden. Dengang var den kun i stand til – på en rigtigt god dag – at køre 150 kilometer på en meget langsom opladning.
Af redaktionen