Flyt produktionen til USA, siger Trump. Men hans import-told trækker en hale af tabere efter sig. Også Tesla er ramt. Vinderen er Kina.
Donald Trumps import-told på biler og bildele har ét eneste formål. At tvinge bilfabrikkerne og underleverandørerne til at flytte produktionen til USA. Men etablering af produktion er ikke hokus-pokus og sker ikke natten over med et knips med fingrene. Så den amerikanske præsidents mange trusler trækker flere tabere end vindere efter sig. Også Tesla, som Trumps hårdhændede “oprydder” Elon Musk står i spidsen for, er ramt af import-tolden. I sidste ende står Kina som den store vinder.
Analytikere har i blandt andet Automotive News gransket Trumps mange tiltag, hans zigzag-kurs, trækken i land og gen-fremsatte trusler. Og konklusionen er stort set enslydende.
På lang sigt er tanken om at have produktion og underleverandørers produktion så tæt på som muligt positiv. Og at arbejde hen imod det scenarie er på mange måder en god idé. Men Trumps trusler er på kort og mellemlang sigt langt mere ødelæggende end opbyggende.
Kina har monopol
Som bilverdenen er skruet sammen nu, efterlader det ifølge analytikerne én nation med alle esserne i ærmet. Og det er Kina.
Et eksempel er, at det kinesiske regime blandt andet har fuld kontrol over produktionen af elmotorer.
“Alle, som bygger elmotorer, har brug for terbium og dysprosium. Begge udvindes i øjeblikket syv steder i verden, og alle syv steder er i Kina,” siger Paul Turnbull, ingeniør ved rådgivningsfirmaet Munro & Associates, til Automotive News.
Kina har allerede indført restriktioner på eksport af de vigtige metaller. Turnbulls budskab er, at hvis Kina bliver tilstrækkeligt sure over USA’s forhøjede import-told, så kan kineserne lukke helt ned for leverancerne.
Ifølge The New York Times har Kina netop indført restriktioner på seks vigtige metaller, der anvendes til fremstilling af elmotorer.
Amerikanske Tesla er således også afhængig af terbium og dysprosium fra Kina for at kunne producere sine elmotorer. Ganske vist består de Teslaer, der bygges i USA, for 80 procents vedkommende af dele produceret i USA. Men der skal altså importeres dele fra Kina, før Teslaerne kommer på gaden.
Amerikanerne har brug for tid
At import-tolden gør ondt på den almindelige amerikaner, fordi mange af bilerne til det amerikanske marked bygges uden for USA’s grænser, er åbenlyst. Udover Kina og Europa er der også stor produktion i Mexico. Fra Canada importeres rigtigt mange dele til bilproduktionen i USA, men delene fra Canada er også ramt af import-told. Samlet set gør det bilerne dyrere, og det er naturligt at forvente et langt mindre salg.
De tre store amerikanske bilproducenter, General Motors, Ford og Chrysler, appellerer kraftigt til Donald Trump om at give dem tid til omstilling. Måske har deres appeller effekt, for blandt de mange skiftende meldinger fra præsidenten er en af de seneste, at han vil give GM, Ford og Chrysler dispensation for import-tolden. Så de kan få ro til at finde underleverandører i USA og få afsluttet kontrakterne med deres underleverandører i Kina og Europa.
Af redaktionen