Stor forhandler: Kun fire kinesiske bilmærker overlever

Foto: Van Mossel

Van Mossel, der forhandler Mercedes på Sjælland, ser kun fire kinesiske bilmærker overleve i Danmark. Udskilningsløbet er i gang.

Van Mossel, stor hollandsk kæde af bilforhandlere med næsten 500 forretninger i Europa, ser et brutalt udskilningsløb blandt de mange kinesiske bilmærker, der lige nu prøver lykken i Europa. Og i Danmark vil kun fire af dem på sigt overleve. Det skriver Motor-Magasinet.

Herhjemme har Van Mossel fem Mercedes-forretninger, der alle er placeret i og omkring hovedstadsområdet. Ude i Europa står Van Mossel også for importen af kinesiske MG.

Tror på MG og BYD

Derfor er det måske ikke overraskende, at MG er et af de kinesiske bilmærker, som Van Mossel tror vil overleve på den lange bane. Det siger kædens hollandske direktør Eric Berkhof i et interview.

Det andet er BYD, der for nylig har overhalet Tesla som verdens største producent af elbiler.

Herefter begynder det at blive svært for de flere end 100 kinesiske bilmærker, der findes i dag.

I hvert fald på det lille danske bilmarked, hvor der typisk sælges godt 150.000 nye biler årligt.

Faktisk tror Eric Berkhof kun på to kinesere ud over MG og BYD. Det er Volvo og ’søstermærket’ Polestar, der ifølge Berkhof vil klare sig, fordi de har Geely i ryggen.

Geely har fremstillet biler siden 1997 og er i dag verdens 10. største bilproducent, når man lægger selskabets mange bilmærker som Volvo, Polestar, Zeekr, Lynk & Co, Lotus m.fl. sammen.

Ifølge Eric Berkhof er konkurrencen så brutal, at der altså kun bliver plads til ganske få af de nye kinesiske mærker i Danmark.

Analytikere er også skeptiske

Dermed lægger Van Mossels direktør sig i slipstrømmen på flere analytikeres vurdering af konkurrencesituationen.

Hvilkenbil har i en længere artikelrække beskrevet vilkårene og mulighederne for de mange kinesiske bilmærker, der vil ind på det danske og europæiske marked. Allerede for mere end et år siden vurderede en af de mest erfarne, danske brancheanalytikere, René Tønder fra AutoInc., at der kun er plads til ganske få Kina-mærker. Og det gælder både i Danmark og resten af Europa:

”Selv om antallet af kinesiske bilproducenter falder, er der stadig omkring 90 bilmærker, der kan opnå statsstøtte i Kina. Men 90 kinesiske bilmærker giver jo ikke mening længere ude i fremtiden. Derfor foregår der lige nu et udskilningsløb, der skal afgøre, hvilke fem til syv kinesiske bilproducenter, der vil overleve på den lange bane,” sagde han dengang.

Told og spion-frygt

Siden er situationen skærpet flere gange for de kinesiske bilproducenter. EU har indført op til mere end 40 pct. straftold på kinesisk fremstillede elbiler på grund af ”unfair konkurrence.”

Geopolitisk er der også opstået flere forhindringer. Stadig flere eksperter er bekymrede for, at statsejede kinesiske bilmærker bruger kinesiske biler til at spionere og indsamle data. At Kina støtter Ruslands krig mod Ukraine får også flere forbrugere til at vælge kinesiske biler fra på samme måde, som nogle ikke længere vil købe Tesla på grund af Elon Musk.

Flere mærker er ude

Flere kendte kinesiske bilmærker med europæiske ambitioner oplever allerede store vanskeligheder. HiPhi, der nåede til Norge og andre europæiske lande, indgav konkursbegæring sidste år.

Aiways, der nåede at sælge flere hundrede elbiler i Danmark, er i store økonomiske problemer og har ikke fremstillet biler siden 2023.

Nio er de facto ude af Danmark, hvor der ikke længere findes forhandlere. Sidste år nedlagde Nio sin danske administration og flyttede den til Sverige. I år har Nio ikke solgt én eneste bil i Danmark.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here