Det danske bilsalg steg 20 pct. i juli anført af elbiler. 87 pct. af private danskere vælger elbiler men fravælger i stigende grad Tesla.
Danskerne var flittige med slutsedlerne i juli. Her blev der solgt 13.811 nye biler – 20 pct. flere end for et år siden.
Igen-igen var det elbilerne, der trak læsset. Overordnet var 67,2 pct. – mere end to ud af tre nye biler - elbiler. Det er en stigning på 51,5 pct. sammenlignet med samme måned sidste år. Kigger man alene på private danskeres bilkøb var andelen af elbiler helt oppe på 87,5 pct.
“Juli ligger klart over sidste års niveau, og elbilerne har en stærk position i markedet. Den udvikling viser, at danskerne er parate til at vælge grønt, når rammerne er til stede. Det giver et solidt udgangspunkt for resten af året,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
VW-mærker dominerer
VW-koncernen sidder blytungt på det danske bilsalg. Hele otte af de 10 mest solgte biler i juli kommer fra VW-familien. Seks af dem er elbiler.
Helt i top troner nok engang Skoda Elroq med et salg på 1.006 biler. Herefter kommer VW ID.4 med 687 biler foran Kia EV3 med 511 biler.
Den meget store el-MPV VW ID.Buzz er helt oppe på en femteplads, mens Renaults lille, billige og vellykkede Renault 5 er nummer syv.
Tesla taber terræn
Tesla, der sidste år dominerede hitlisten, falder helt ud af Top 10 over det danske bilsalg i juli. Faktisk dumper den tidligere bestseller ned på en samlet 13. plads, når man lægger salget af alle Teslas modeller sammen.
Det understreger endnu en gang, at opdateringen af Teslas mest populære model, Model Y, ikke er i stand til at fastholde Teslas tidligere så dominerende position.
Tværtimod er markedet forandret med et større udvalg af elbiler og hårdere priskonkurrence end nogensinde tidligere. Brancheanalytikere vurderer også, at Tesla-chef Elon Musks kontroversielle rolle i amerikansk politik fortsat har en betydning for det danske bilsalg, fordi det afholder nogle fra at vælge Tesla.