Fra årgang 2026 kan Volvo EX90 lynlade hurtigere med 800 volt-teknologi. Både nuværende og nye biler får samtidig mere computerkraft.
Volvos flagskib, den store elektriske SUV EX90, er blevet et prominent eksempel på, at bilproducenter stadig sender biler på markedet, der ikke er færdigudviklede.
Softwareproblemer forsinkede EX90 med næsten to år, og der er stadig udfordringer med softwaren, som Volvo ikke har fået løst.
I mellemtiden har søsterbiler som Zeekr 7X fra Volvos kinesiske ejer Geely fået ny teknologi, der får den næsten nye EX90 til at virke en smule bedaget. Det retter Volvo nu op på: Fra modelår 2026 får EX90 både 800 volt-teknologi og mere computerkraft. Ikke i form af softwareopdateringer, men ny hardware – og det rammer til dels eksisterende ejere af Volvo EX90.
250 km på 10 min.
Største forbedring er et skifte fra 400 volt til 800 volt-teknologi. Det gør det muligt at lynlade væsentligt hurtigere end i dag. Ifølge Volvo kan EX90 fremover lade 250 kilometers kørsel på blot 10 minutter – i hvert fald i en kraftig lader, der leverer mindst 350 kW.
800 volt skal også øge motoreffekten og gøre den enorme syv-personers SUV i stand til at accelerere endnu hurtigere. Måske en unødig forbedring: I vores test af Volvo EX90 konkluderede vi i hvert fald, at den 2.750 kg tunge Volvo i forvejen accelererer skræmmende hurtigt.
Ny processor til nye og gamle EX90
800 volt-teknologi er hardware, der ikke kan skiftes ud. Derfor får nuværende ejere af Volvo EX90 ikke adgang til denne forbedring.
Til gengæld kan de se frem til at få mere computerkraft i deres bil. Volvo skifter nemlig til en ny processor, der er i stand til at udføre intet mindre end 500 trillioner operationer pr. sekund.
Her er der også tale om ny hardware, men Volvo har valgt at tilbyde den nye processor til eksisterende EX90-ejere. Udskiftning kræver dog besøg på et værksted. Den nye NVIDIA-processor med større regnekraft er Volvos forsøg på endelig at løse nogle af de mange softwareproblemer, der stadig plager EX90. I hvert fald oplyser Volvo, at den nye processor ”muliggør nye og forbedrede sikkerheds- og førerassistentfunktioner.”
Om den også er i stand til at aktivere lidar-radaren, der fortsat ikke fungerer på EX90, oplyser Volvo ikke noget om.
Det bliver muligt at bestille den forbedrede Volvo EX90 med 800 volt-teknologi i oktober.