33 journalister fra Europa skal kåre Årets Bil i Europa blandt 29 modeller - lige nu testkører de bilerne i Nordjylland.
Hvis du har spottet en helt ny, endnu ikke lanceret bilmodel på vejene i Nordjylland, er der en god forklaring på det. De seneste dage har 33 journalister testkørt 29 nye bilmodeller i den såkaldte Tannistest, opkaldt efter udgangspunktet for testen, Tannisby i Nordjylland.
De 33 journalister sidder i juryen bag Car of the Year, også kendt som COTY eller bare Årets Bil i Europa på dansk, en af bilverdenens mest prestigefyldte titler.
Danmark har et enkelt jurymedlem, teknisk redaktør Søren W. Rasmussen fra FDM's medlemsblad Motor. Til gengæld er han også præsident for de øvrige 32 medlemmer, der alle kommer fra europæiske bilmedier.
Syv biler i finalen
Efter testkørslerne i Nordjylland skal juryen udvælge syv biler til den endelige finale. Finalisterne offentliggøres 31. oktober, mens den endelige vinder kåres 9. januar 2026 på årets første store internationale biludstilling i Bruxelles.
Ud af de 29 biler er hele 24 elbiler, hvoraf enkelte også fås med forbrændingsmotorer.
Fossilbiler har en chance
Eldrift er dog ingen garanti for succes. Mens elbiler nærmest er de eneste relevante kandidater til titlen for lande som Danmark og Norge, ser det anderledes ud særligt i Syd- og Østeuropa. Her sælges der fortsat mange fossilbiler, og derfor kan nye fossilbiler som hybriderne Dacia Bigster og MG HS godt have en chance i årets konkurrence.
Set fra Danmark samler interessen sig dog om elbiler. Mercedes CLA stiller med 800 volt teknologi og rekordlang rækkevidde, Nissan Leaf skal løfte arven fra sin pionér-forgænger, Kia EV4 ligner et spændende bud på en ‘elektrisk Golf’ og Fiat Panda, en af Europas mest solgte minibiler, kommer endelig som elbil.
Fakta: 29 biler vil være COTY
Se de 29 håbefulde kandidater, der dyster om at køre i finalen, herunder.
- Alpine A390
- Audi A6
- Audi A6 e-tron
- Audi Q5
- BYD Dolphin Surf
- BYD Sealion 7
- Citroën C3 Aircross
- Citroën C5 Aircross
- Dacia Bigster
- DS N°8
- Fiat Grande Panda
- Firefly
- Hyundai Ioniq 9
- Jeep Compass
- Kia EV4
- Leapmotor B10
- Mazda 6e
- Mercedes-Benz CLA
- MG HS
- MG MGS5 EV
- Mitsubishi Outlander
- Nissan Leaf
- Opel Frontera
- Renault 4
- Skoda Elroq
- Suzuki eVitara
Toyota Urban Cruiser - Toyota C-HR+
- Zeekr 7X