Renaults rumænske billigmærke, Dacia, viser fremgang med fire ud af fem stjerner i crashtesten af minien Sandero. Men der er stadig plads til forbedring.
Billig på den usikre måde. Det har hidtil været konklusionen, når Euro NCAP har crashtestet biler fra Renaults rumænske lavprismærke, Dacia. Blot tre ud af fem stjerner er det blevet til, de fire gange biler fra Dacia har mødt muren i Euro NCAPs barske crashtest. Senest med storfamiliebilen Lodgy, der netop er lanceret herhjemme.
Men med den nyeste Euro NCAP crashtest offentliggjort i dag, er der endelig fremgang for Dacia. Den nye udgave af minien Sandero klarer sig bedre end sine forgængere og scorer fire ud af fem stjerner.
”Dacia har endnu lang vej op til markedets mest sikre biler, men med Sandero viser de, at de er på rette vej,” siger den danske bilklub FDMs repræsentant i Euro NCAP, bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen til fdm.dk. Han forudser, at Dacia i stigende grad vil kunne drage fordel af moderselskabet Renaults ekspertise inden for sikkerhed, hvilket efterhånden vil gøre Dacias modeller mere sikre.
Sikkerhedseksperten Leif Nielsen, der står bag forbrugersitet sikkerbil.dk, bemærker også, at Dacia har løftet overliggeren lidt.
”Resultatet er rimeligt. Det kunne være bedre, men det kunne også være værre,” konstaterer han og peger på, at Sandero er en ny konstruktion, der grundlæggende holder bedre til crashtesten end eksempelvis Dacia Lodgy.
Sandero er dog ikke uden svagheder: I frontaltesten er der øget belastning af forsædepassagerernes brystkasser, hovedstøtterne yder kun middelmådig beskyttelse mod piskesmældsskader og pæletesten, hvor bilen glider ind i en stålpæl med 29 km/t viser kraft belastning af chaufføren. Endelig er Sanderos front hård ved bløde trafikanter, der er så uheldige at komme i vejen for det rumænske slagtilbud.
Stor mini til lave priser
Når Dacia Sandero kommer til Danmark til august, bliver det nemlig til priser, der formentlig vil få mange prisbevidste bilkøbere til at se stort på, at sikkerheden ikke er fem-stjernet. Angiveligt skal Sandero koste under 120.000 kr., inkl. en dieselmotor, tre års garanti og en størrelse, der placere Sandero en halv klasse over den Renault Clio, som den teknisk er baseret på.
Euro NCAP testede også tre andre biler sammen med Dacia Sandero. De to kompakte crossover-modeller Chevrolet Trax og Renault Captur fik begge topkarakteren fem stjerner, mens Nissan nye mini-MPV Evalia måtte nøjes med tre stjerner. Herhjemme skal Evalia især sælges som varebil, mens der formentlig kun vil blive solgt ganske få eksemplarer på hvide plader med bagsæder.
Læs om crashtesten i detaljer på sikkerbil.dk