Tesla tror på selvkørende biler - vil øge produktionen

Foto: Tesla, Inc.

Elon Musk er nu overbevist om, at Tesla har løst udfordringerne med selvkørende biler - derfor skal produktionen af Teslas biler nu øges.

Er Tesla på nippet til at løse alle udfordringer med selvkørende biler? Er Tesla-chef Elon Musks løfte om at “halvdelen af USA's befolkning har adgang til vores selvkørende biler i løbet af i år” inden for rækkevidde?

Skal man tro Elon Musks egne udsagn i forbindelse med offentliggørelsen af Teslas kvartalsregnskab er svarene ja og ja.

Musk har ganske vist lovet selvkørende biler siden 2016 uden at indfri løftet, men nu tror chefen selv så meget på Teslas selvkørende teknologi, at han vil tage konsekvensen og skrue op for produktionen af Teslas biler. 

Har opnået klarhed

Rationalet er, at når alle Tesla’er - også de nuværende biler med Teslas såkaldte Full Self Driving ombord - snart er selvkørende, vil ordrerne og kunderne strømme ind.

“Jeg føler mig tryg ved at øge Teslas produktion. Så det er vores hensigt at udvide vores fremtidige produktion så hurtigt som muligt. Jeg var tilbageholdende med at gøre det, indtil vi havde sikkerhed for at opnå uovervåget full self-driving, men på nuværende tidspunkt føler jeg, at vi har opnået klarhed, og at det giver mening at øge produktionen så hurtigt, som vi kan,” sagde Elon Musk på et møde med investorer i forbindelse med offentliggørelsen af kvartalsregnskabet.

Kan koges ned til sms’er

Teslas chef fastslog, at han er “100 procent overbevist”, om at Tesla vil gøre deres biler selvkørende. Elon Musk gav også en konkret forklaring på, hvorfor det vil få mange flere til at købe Teslas biler. 

“Det kan koges ned til, om du kan sms’e på din smartphone, når du kører i bilen. Hvis du fortæller nogen, at ‘Ja, bilen er nu så god, at du kan sidde med telefonen og skrive beskeder på den i al den tid, du befinder dig i bilen,’ vil alle, der har råd, købe bilen. Punktum,” forklarede Elon Musk ifølge mediet Electrek.

Cybercab og Robotaxi

Musk forklarede også, at størstedelen af den øgede produktion vil gå til fremstilling af den nye førerløse og selvkørende Cybercab (foto), der hverken har rat eller pedaler.

Tidligere i lancerede Tesla også mærkets Robotaxi-service i enkelte, amerikanske byer. Her kan kunder køre i en selvkørende Tesla Model Y, der angiveligt ‘bare’ benytter den nyeste udgave af Teslas Full Self-Driving (FSD) teknologi, der sidder i et væld af Tesla-modeller, men endnu ikke er godkendt og frigivet til uovervåget, autonom kørsel.

Fuldt selvkørende i år

Af samme grund sidder der en chauffør i alle Teslas Robotaxi’er, der er klar til at gribe ind. Elon Musk forventer dog, at det ikke længere vil være nødvendigt sidst på året. Derefter vil Tesla også frigive uovervåget FSD i alle privatejede Teslaer.

Det skal blive spændende at se, om Elon Musk kan holde et løfte, han nu jævnligt har fremsat i forskellige versioner i ni år. Løftet er også forklaringen på, at Tesla har droppet at lancere en lille og billig ‘Model 2’. Ifølge Musk er den ligegyldig. Fremtiden er selvkørende biler, robotter og kunstig intelligens, som Tesla derfor satser på i stedet.

Eksperter i selvkørende teknologi er dog fortsat særdeles skeptiske. Men lykkes det, bliver Tesla de første, der kan tilbyde selvkørende biler til private bilejere. Den bedrift vil til gengæld revolutionere bilindustrien og tage interessen for den californiske elbilproducent til nye højder. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here