Nu bliver det billigere at lade elbilen

norlys opladning

Ladeoperatøren Norlys sænker prisen på både opladning og ladeboks. Det ligner startskuddet til øget konkurrence på opladning af elbiler.

Fra årsskiftet falder elafgiften til blot én øre per kWh. Dermed giver det ikke længere mening for danske elbilister at betale et månedligt abonnement for en serviceaftale på en ladeboks for at få operatøren til at refundere elafgiften.

For ladeoperatørerne er det en bet, fordi de risikerer at miste både faste kunder og indtægter. Som ventet bliver de derfor nødt til at tilbyde deres kunder noget nyt for at holde på dem.

Fra 79 til 49 kr.

Ladeoperatøren Norlys er et godt eksempel. Fra årsskiftet sætter de prisen for en månedlig serviceaftale ned fra 79 til 49 kroner. Det er en direkte konsekvens af, at Norlys ikke længere skal sørge for refusion af elafgiften på vegne af deres kunder. Fremover dækker serviceaftalen eventuel service af ladeboksen. 

Spørgsmålet er her, om kunderne er villige til at betale 588 kroner årligt for den sikkerhed. Eller vil foretrække at købe deres egen ladeboks og slippe for et månedligt abonnement.

Fordobler rabat 

Derfor er Norlys klar med et andet tiltag, der skal holde på kunderne. Fastholder kunderne deres serviceaftale med Norlys, stiger rabatten på opladning på Norlys’ offentlige ladestandere fra 10 til 20 procent.

“Vores kunder skal mærke værdien af at vælge Norlys. Udover at de har adgang til service og support alle timer i døgnet, kan Norlys’ ladeboks også sørge for, at der helt automatisk lades til den billigste elpris. Og nu gør vi det så også endnu billigere at være kunde og lade på vores offentlige ladestandere,” siger Ellen Trolle, direktør i Norlys’ ladeforretning.

Hun lægger ikke skjul på, at Norlys dermed reagerer på, at elafgiften de facto forsvinder fra årsskiftet.

“Vi har været meget bevidste om, at refusionsordningen ikke ville eksistere til evig tid, og derfor har vi arbejdet målrettet på at skabe et produkt, der også er attraktivt for kunderne, når vi ikke længere skal håndtere deres refusion,” siger Ellen Trolle.

Lynanalyse: Minimal elafgift giver mere konkurrence

Norlys’ udspil med billigere serviceaftaler og større rabat på opladning er den logiske konsekvens af, at elafgiften og dermed behovet for refusion forsvinder. Som alle andre ladeoperatører forsøger Norlys at holde på kunderne ved fortsat at tilbyde dem relevante ydelser og priser.

For elbilisterne giver det nye muligheder. Forbrugerne kan se frem til øget konkurrence, fordi andre ladeoperatører vil gøre noget i stil med Norlys. Alt andet lige betyder det billigere opladning. Konkurrenten Ewii rykkede allerede i september, hvor selskabet gjorde deres serviceaftale gratis.

Elbilejere kan også vælge at ‘gå solo’, og bare nøjes med at købe deres egen ladeboks uden abonnement. Det ligner umiddelbart den billigste løsning - og det ved ladeoperatørerne udmærket. Derfor vil vi se mange af dem komme med nye tilbud til deres eksisterende kunder.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here