Syvende generation Mercedes E-klasse bliver en traditionelt designet elbil, der skal afløse EQE. Mercedes testkører allerede bilen, der kommer i 2027.
E for el.
Konservative Mercedes-fans skal nok lige vænne sig til tanken, men når syvende generation af den ikoniske E-klasse kommer i 2027, vil der være tale om en elbil.
Men inden nogen får den tyske fadøl galt i halsen, iler vi med en forklaring. Når E-klassen, selve indbegrebet af den klassiske Mercedes, skifter til el, handler det på mange måder om netop at imødekomme de mere konservative Mercedes-køberes krav.
Afløser EQE
E-klassen afløser nemlig den nuværende EQE, som traditionalister finder alt for futuristisk med sit ekstremt vindglatte design. Det har hæmmet salget og sendt mange bilkøbere i armene på ærkerivalen BMW, der med stor succes har holdt fast i et velkendt design af deres elbiler.
Mercedes har taget konsekvensen. Fremover skal der stort set ikke være synlig forskel på mærkets el- og fossilbiler. De skal også hedde det samme. Med den lille krølle, at elbiler får den noget langhårede tilføjelse “with EQ Technology”.
Derfor er det også auf wiedersehen til Mercedes EQE og guten tag til E-klasse with EQ Technology i 2027.
Klassisk sedan-design
Ikke bare navnet bliver mere genkendeligt. Det samme sker for designet, som bliver langt mere traditionelt. Tænk bare på den nye SUV GLC with EQ Technology. Bortset fra den nye, enorme og LED-oplyste kølergrill - der i øvrigt er en retrohilsen til historiske Mercedes-modeller - er den nye GLC svær at skelne fra forgængeren.
Sådan bliver det også med E-klasse with EQ Technology. Det kan godt være, at den bliver fuldt elektrisk, men Mercedes vil gøre en dyd ud af at få den til at ligne en klassisk E-klasse.

Ifølge Autocar, der har set en kamufleret udgave af bilen, får den elektriske E-klasse sedan et traditionelt tre-boks design med udvendigt bagagerum og en lang motorhjelm.
Som elbil får den dog en meget lang akselafstand, der skal give væsentligt mere benplads på bagsædet end i den fossildrevne E-klasse. Ifølge Autocars oplysninger kommer E-klassen som elbil udelukkende som sedan. Altså ingen stationcar. Vil du have en praktisk stor bagklap, skal du over i Mercedes’ SUV-modeller.
Trods det mere konservative design arbejder Mercedes på at opnå stort set samme lave luftmodstand som på EQE - det kommer bare ikke til at se sådan ud.
800 volt og 800 km
Mens navn og design signalerer, at alt er ved det gamle, bliver teknologien hypermoderne. Den elektriske E-klasse får 800 volt-teknologi, der tillader lynladning med op til 350 kW - mere end dobbelt så meget som i EQE.
Rækkevidden vil ligge på den lange side af 800 km, og Mercedes lover allerede nu, at den elektriske E-klasse bliver “målestokken” for sin klasse, når det drejer sig om komfort og støjdæmpning. Altså klassiske dyder for en E-klasse.
To biler - samme design
Ifølge Autocar fortsætter Mercedes med at fremstille den nuværende E-klasse med fossilmotorer nogle år endnu. Det spændende er, at fossil E-klassen får et facelift, der angiveligt består i, at den grundlæggende får samme design som den elektriske E-klasse, når den kommer på markedet i 2027.
Idéen er, at Mercedes-kunder stort set ikke kan se forskel på en elektrisk og fossildrevet E-klasse. Og at det vil tilskynde flere til at vælge den teknisk mere moderne E-klasse with EQ Technology.






