Volvo-ejer lover solid state batterier i år

batteripriser

Kinesiske Geely lover at være klar med deres første solid state batteri senere i år. Derudover er det ikke meget Geely fortæller om gennembruddet.

Siden nytår har adskillige firmaer overgået hinanden i optimistiske meldinger om et gennembrud for solid state-batterier til elbiler.

Seneste melding kommer fra den kinesiske Geely-koncern, der blandt andet ejer Volvo, Polestar, Lotus, Zeekr og Lynk & Co. Ifølge flere medier er Geely klar med koncernens første solid state-batteri senere i år.

Umiddelbart er det en stor nyhed. Geely er en større spiller i Kina, og solid-state-batterier betegnes ofte som ‘den hellige gral’ inden for batterier til elbiler. Med fast elektrolyt kan faststof-batterier både levere væsentligt højere energitæthed, hurtigere opladning og bedre sikkerhed end dagens konventionelle litium-ion-batterier med flydende elektrolyt.

Fra laboratorium til testbiler

Ifølge Geelys egen udmelding vil deres første solid state-batteri blive samlet senere i år, hvorefter den skal testes i virkelighedens verden. Hvor lang tid det vil tage - og hvornår Geely er klar til at tilbyde teknologien i koncernens elbiler - oplyser koncernen ikke noget om. 

Geely deler heller ikke detaljer om energitæthed, rækkevidde eller opladningshastighed. 

Det åbner plads for spekulation: Geelys udmelding kommer i kølvandet på en række andre firmaer, der også har lovet store fremskridt inden for solid-state-batterier, men ofte uden tilstrækkelig dokumentation. 

Finsk fupnummer?

Et eksempel er den finske startup Donut Lab, som ved CES-messen i begyndelsen af 2026 præsenterede et solid-state-batteri, der angiveligt skulle være klar til produktion og oplade ekstremt hurtigt. Men eksperter er stærkt skeptiske og efterlyser dokumentation, som Donut Lab fortsat ikke har fremlagt. Nogle kaldte rent ud Donut Labs påstand for ‘fup’.

Senest var det kinesiske Chery’s tur til at love et solid state-batteri med 1.500 kilometer rækkevidde ved selv minus 30 grader. Dog uden at fremlægge dokumentation eller andre specifikationer.

Strategisk signal

Men at Geely, Chery, Donut Lab og stort set alle store bilproducenter arbejder hårdt for at komme først med et solid state-batteri, er hævet over enhver tvivl. Der er tale om et reelt kapløb, men de fleste eksperter er enige om, at målstregen ligger fremme i 2030, før vi kan købe de første elbiler med faststofbatterier.

Derfor ligner Geelys udmelding også mest et strategisk signal til markedet om, at de skam også er med på solid state-hypen. Og det kan lige så godt handle om at gøre sig relevant overfor investorer og markedsanalytikere i et marked, hvor konkurrencen på elbiler og de tilhørende batterier hele tiden skærper til.

Den underliggende udfordring for især kinesiske bilproducenter er, at de er så mange, at der ikke er plads til dem alle. I sådan en situation vil ingen fremstå som dem, der ikke lige om lidt har batteriernes svar på den hellige gral.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here