Circle K øger konkurrencen på opladning af elbiler. Sammen med energikoncernen NRGI tilbyder olieselskabet hjemmeopladning uden krav om abonnement.
Olieselskabet Circle K øger sin satsning på opladning af elbiler. Med mere end 730 ladepladser er Circle K i forvejen det olieselskab, der har etableret flest lynladere i Danmark. Nu går Circle K også ind på markedet for hjemmeopladning af danskernes elbiler.
Det sker i et nyt samarbejde med energikoncernen NRGi, hvor Circle K’s privatkunder kan få installeret en ladeboks og samtidig få adgang til en række fordele og rabatter. Det skal give elbilister en enkel løsning med både hjemmeopladning og lynladning på farten uden binding eller dyre abonnementer.
Kombinerer to verdener
“Overgangen fra brændstofbiler til elbiler betyder, at størstedelen af opladningen i fremtiden vil ske hjemme. Samtidig vil der fortsat være et stort behov for opladning på farten. Med partnerskabet med NRGi kobler vi de to verdener sammen og sikrer, at Circle K også i fremtiden er en central del af danskernes hverdag, uanset hvor de lader deres bil,” siger Peter Rasmussen, administrerende direktør i Circle K Danmark.
Øger konkurrencen
Circle K har i de seneste år investeret massivt i ladeinfrastruktur. Frem mod 2030 vil selskabet have mere end 1.300 lynladepladser på landsplan. Med samarbejdet med NRGi bliver Circle K en endnu større ladeoperatør, der kan tage kampen op mod de helt store ladeoperatører som Clever og OK.
For danske elbilister kan det føre til større konkurrence på opladning og dermed flere ladere og lavere priser.
For NRGi handler samarbejdet om at give selskabets kunder adgang til Circle K’s netværk af lynladere.
“Med dette samarbejde får vores elbilsejere adgang til Circle K’s veletablerede netværk og de fordele, der følger med. Det gør en forskel både for dem, der allerede sætter sig bag rattet i en elbil i dag, og for dem, der overvejer at skifte væk fra deres fossilbil,” siger Jacob Schmidt, markedsdirektør i NRGi.
Rabat kræver medlemskab
Mens mange ladeoperatører forsøger at fastholde deres kunder på abonnementsordninger - også efter bortfaldet af elafgiften - slår Circle K og NRGi på, at deres kunder alene betaler for deres faktiske forbrug.
Elbilister slipper dog ikke helt for at ‘binde’ sig til Circle K, hvis de vil opnå rabatter på opladning af deres elbiler: Det kræver et gratis medlemskab af Circle K Extra samt en elaftale hos NRGi, der altså dækker husstandens elforbrug og ikke har noget med opladning af elbilen at gøre.
Betingelserne er beskrevet her.





