Skoda-chef: Nogle Kina-mærker er dømt til at forsvinde

Der er alt for mange kinesiske bilproducenter - og de skifter modellerne ud alt for hurtigt. Det er økonomisk uholdbart, mener Skodas øverste salgschef.

Kinesiske biler er kommet for at blive. Men kun nogle af dem. For grundlæggende er der langt flere kinesiske bilproducenter, end verden har brug for. Faktisk så mange, at kun en brøkdel af de nye kinesiske bilmærker vil overleve på sigt.

Fortællingen om, at Kina nok stormer frem i bilindustrien, men omvendt står overfor et enormt udskilningsløb, vinder stadig mere fodfæste. Brancheanalytikere har talt om det længe - og nu prikker et af Europas store bilmærker også til kinesisk bilindustris ømme tå.

Ikke holdbart

I et interview med britiske Auto Express advarer Skoda øverste chef for salg og marketing om, at mange kinesiske bilmærker er dømt til at forsvinde igen.

“Alle ved, at der kommer en konsolidering. Der er op mod 150 elbil-mærker i Kina - det er ikke holdbart,” siger Martin Jahn, medlem af Skodas bestyrelse for salg og marketing til Auto Express.

Det er ingen tilfældighed, at Auto Express taler Kina-biler med Martin Jahn. Mens danskerne generelt er mere skeptiske over for at købe kinesiske biler, er England blandt de markeder i Europa, hvor kineserne sælger bedst. Sidste år var hver tiende bil solgt i Storbritannien fra et kinesisk mærke som BYD, Chery, Jaecoo eller Geely - og trenden er stigende.

Skoda, VW-familiens tjekkiske succeshistorie, kigger med stor respekt på de nye konkurrenter fra Kina. Som resten af VW-koncernen har Skoda også allerede lært noget om lavere produktionsomkostninger og langt hurtigere udvikling af de nye, kinesiske rivaler. 

Går for hurtigt

Alligevel er Martin Jahn overvejende skeptisk på de fleste Kina-mærkers vegne. Og Skoda kommer ikke til at efterligne kinesernes nærmest løbende ansigtsløftninger og udskiftning af deres bilmodeller.

“Spørgsmålet er, hvad der er økonomisk holdbart? Jeg tror, at der kommer en konsolidering af kinesisk bilindustri for spørgsmålet er, hvor længe du kan have så mange bilmærker og lancere nye biler i dette tempo? Kan du afskrive (have råd til, red.) alle investeringerne. Hvor længe kan det lade sig gøre,” spørger Martin Jahn retorisk.

Høj pålidelighed og gensalgsværdi

Skodas salgschef er ikke sikker på, at bilkøberne overhovedet efterspørger alle de nyheder og detaljer, som kineserne hele tiden indfører i deres biler. Martin Jahn vil hellere gøre bilerne mere enkle og intuitive at betjene - sådan skal Skoda adskille sig fra mærkets kinesiske konkurrenter.

“Sammenlignet med kineserne har vi et godt servicenetværk, høj pålidelighed og gode gensalgsværdier. For Skoda har det altid kunnet betale sig at være stabile og solide,” forklarer Martin Jahn.

Han peger på, at løbende modeludskiftninger ikke blot går ud over kinesiske bilers gensalgsværdi, men også gør det komplekst og kostbart at opretholde et effektivt reservedelslager. Alligevel ligner kinesiske biler hinanden til forveksling.

“Hvordan adskiller alle de her nye biler fra nye kinesiske mærker sig fra hinanden? Hvad står de for? Jeg tror, at vi i stedet skal holde fast i vores bilers karakter og mærkets retning,” konkluderer Martin Jahn.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here