Fremstillingen af elbiler bliver hele tiden mere bæredygtig. Tesla, Ford og Volvo topper, mens Toyota og kinesiske MG og Maxus er bagud.
Elbiler bliver ikke kun renere, fordi de kører på strøm. En ny international analyse viser, at bilproducenter også i stigende grad forsøger at gøre selve produktionen af elbiler mere bæredygtig. Og lykkes med det.
Det fremgår af den nyeste udgave af Lead the Charge Auto Supply Chain Leaderboard, som vurderer 18 af verdens største bilproducenter på, hvor klimavenlige og ansvarlige deres forsyningskæder til elbiler er.
Bag det såkaldte Leaderboard, som i år udgives for fjerde år i træk, står en række organisationer, der arbejder for en mere bæredygtig, fossilfri bilproduktion. Blandt de mest kendte er T&E, Transport end Environment, og den indflydelsesrige amerikanske Sierra Club.
Stadig et stykke vej
Rapporten viser, at flere bilproducenter begynder at reducere CO₂-udledningen fra materialer som stål og aluminium og arbejder mere systematisk med ansvarlig udvinding af batterimaterialer som litium, kobolt og nikkel.
Men der er stadig et stykke vej til målet, lyder analysen overordnede konklusion.
Fem mærker er dukse
En mindre gruppe bilproducenter ligger tydeligt foran resten. Det gælder Ford, Mercedes-Benz, Tesla, Volvo og Volkswagen. Ifølge analysen har disse fem bilmærker omtrent dobbelt så stor fremgang som deres konkurrenter siden den første udgave af ranglisten.
Producenterne i front er særligt dygtige til at bruge stål og aluminium med lavere CO₂-aftryk og til at informere med større gennemsigtighed om deres brug af råmaterialer. Endelig øger de kontrollen med, om miljøregler og menneskerettighedsforhold overholdes af deres leverandører ned igennem forsyningskæder - for eksempel når der udvindes råstoffer til batterier.
Eksempelvis oplyser både Volvo og Mercedes nu de konkrete mængder af lavemissions-stål og -aluminium i deres nye elbiler.
Ifølge analysen kunne hele branchen nå en samlet score på 86 procent, hvis alle producenter blot tog de bedste løsninger i brug, som allerede findes hos konkurrenterne.
Elbiler driver udviklingen
En stor del af fremskridtene, der gør bilproduktionen mere bæredygtig, udspringer specifikt af elbiler.
Flere bilproducenter vælger nemlig at indføre klimavenlige materialer i deres elbiler frem for i biler med forbrændingsmotor.
Samtidig sker der også tydelige fremskridt inden for fremstillingen af batterier, der tidligere har været en akilleshæl for elbiler. Siden sidste undersøgelser har over halvdelen af bilproducenterne forbedret deres arbejde med genanvendelse og genbrug af batterier.
Forbedringerne handler blandt andet om nye måder at designe batterier på, der gør dem lettere at genanvende, mens nye samarbejder øger brugen af brugte elbilbatterier til energilagring. Generelt arbejder flere bilproducenter også med nye teknologier til batterigenanvendelse.
Konkret betyder det, at fordelene ved elbiler i stigende grad handler om mere, end at de ikke udleder CO2 under kørsel. Selve fremstillingen bliver også hele tiden mindre miljøbelastende.
Stor forskel på kinesiske producenter
Rapporten fremhæver flere kinesiske producenter for fremskridt.
Geely – som blandt andet står bag Volvo, Polestar og Zeekr – er nu den bedst placerede østasiatiske bilproducent. Geely har gjort tydelige fremskridt inden for både batterigenanvendelse og menneskerettigheder i forsyningskæden.
Samtidig har BYD, også kinesisk og verdens største elbilproducent, taget sine første skridt mod større kontrol med leverandører og råmaterialer.
Tesla topper stadig
Tesla topper dog fortsat Leaderboards rangliste.
På enkelte områder bliver den amerikanske elbilpionér dog overhalet. Volvo scorer højest på reduktion af CO₂ i forsyningskæden, mens Ford ligger øverst, når det gælder ansvarlig udvinding og indkøb af råmaterialer.
Toyota halter bagefter
Selv om udviklingen går fremad, er der stadig store forskelle mellem bilproducenterne.
Ingen bilproducent opnår mere end 50 procent af de samlede point i analysen. Og nogle producenter ligger markant bagefter.
Det gælder blandt andet Toyota. Ifølge det nye Leaderboard placerer verdens største bilproducent sig i bunden af ranglisten sammen med kinesiske statsejede producenter som GAC og SAIC Motors. Sidstnævnte sælger mærker som MG og Maxus i Danmark og resten af Europa - og er altså helt i bund, hvis man ønsker at købe en elbil med høj grad af bæredygtighed.
EU er afgørende
Ifølge organisationerne bag analysen spiller EU’s regler en vigtig og positiv rolle for udviklingen.
EU’s nye batteri-forordning kræver blandt andet, at bilproducenter kan dokumentere oprindelsen af centrale batterimaterialer og håndtere risici i forsyningskæden, hvis de vil sælge biler i Europa.
Dermed er bæredygtighed i stigende grad blevet en nødvendighed – ikke bare et ekstra plus for marketingafdelingen.
“Årets rangliste viser, at renere og mere ansvarlige forsyningskæder er ved at blive normen frem for undtagelsen blandt bilproducenter. Den udvikling er ikke sket af sig selv. EU’s grønne regler har flyttet bæredygtighed fra ‘nice-to-have’ til en adgangsbillet,” konkluderer Franziska Gruning, råmaterialeansvarlig hos T&E, Transport and Environment.







