Nyt studie viser, at den samlede CO2-forurening fra elbiler er mere end 50 procent lavere end fra benzin- og dieselbiler.
Flere analyser har allerede slået det fast: At CO2-forureningen fra elbiler fra vugge til grav er lavere end fra fossildrevne biler. Et nyt studie fra universitetet i Heidelberg cementerer tidligere forskning – elbiler har totalt set et markant mindre klimaaftryk.
Helt præcist viser det tyske studie, at en elbil gennem hele sin livscyklus udleder 59 procent mindre kuldioxid (CO2) end en dieselbil. Og 53 pct. mindre end en benzinbil. Undersøgelsen forudsætter, at bilerne kører i alt 220.000 kilometer.
Undersøgelsen er endda foretaget efter tyske forhold. Det vil sige, at elbilerne oplades med strøm fra tyske stikkontakter. Og da en stor del af elproduktionen i Tyskland stadig kommer fra kul og gas, er konklusionen endnu mere bemærkelsesværdig.
Elbilen er foran efter 45.000 km
Forskningsresultatet “Quo vadis Elektroauto” fra Institut für Energie und Umweltforschung Heidelberg kan læses ved at klikke på linket her.
Forskning viser, at når de nye biler er klar til salg, har elbilen det største klimaaftryk. De materialer, der bruges til fremstilling, og produktionsprocessen er mere CO2-belastende. Men undervejs i bilernes levetid overhaler elbilerne de fossildrevne, og ifølge forskningen fra Heidelberg sker det ret tidligt.
Allerede efter 25.000 kilometer er elbilens og dieselbilens CO2-aftryk lige stort, og efter 45.000 km begynder elbilen at være “renere” end benzinbilen.
Heidelberg-forskningen bekræfter de beregninger, som Green NCAP fremlagde i 2024. Også her var konklusionen i runde tal, at benzin- og dieselbiler CO2-forurener cirka dobbelt så meget som elbiler.
Usikkerhed om opladningshybrider
Universitetet har også kigget på opladningshybriders CO2-aftryk, men her er det en smule vanskeligt, hvis man præcist skal fastslå, hvor meget opladningshybriderne belaster klimaet med gennem deres livscyklus. Idet der er stor forskel på, hvor meget de enkelte bilejere rent faktisk oplader deres biler, og hvor meget de rent faktisk kører med benzinmotoren i gang.
I foråret 2024 fastslog en undersøgelse fra EU-Kommissionen af 600.000 fossilbilers brændstofforbrug, at opladningshybrider i gennemsnit bruger tre en halv gange så meget fossilt brændstof end det, de beskattes efter ifølge WLTP-normen. Rene benzin- og dieselbilers forbrug afviger med cirka 20 pct. fra WLTP-normen.
Af redaktionen