Endelig - populær elbil får praktisk frunk

To af Danmarks mest solgte elbiler får forbedret software og nye batterier, der til gengæld gør basisudgaverne af Skoda Elroq og Enyaq dyrere.

(Opdateret kl. 16.) Elbilerne Skoda Elroq og Skoda Enyaq er populære i Danmark, hvor de konsekvent ligger i toppen af det danske bilsalg. Populariteten skyldes et effektivt mix af god plads, fine køreegenskaber og høj praktikalitet til prisen.

Netop den praktiske sans får et nøk til, når Skoda opdaterer bilerne til sommer. Her har de tjekkiske ingeniører fundet plads til en detalje, som mange kunder har efterspurgt: Et lille bagagerum under motorhjelmen - et såkaldt frunk - på 27 liter, der er oplagt til for eksempel ladekabler. På den måde risikerer man ikke, at kablerne pludselig ligger gemt under hele feriebagagen i bagagerummet.

Samtidig er motorhjelmen opgraderet med en gasdæmper, der selv holder hjelmen oppe.

Ny software og V2L

Men Skoda har meget mere i godteposen til 2027-udgaverne af Elroq og Enyaq, der kommer til Danmark på den anden side af sommerferien.

De to elbiler får samme opdatering som VW annoncerede til søsterbilen ID.4 forleden. Det vil sige ny, Android-baseret software, der giver en lang række nye funktioner.

Blandt andet forbedret infotainment med udvidet Travel Assist, sortering af ladestationer og -operatører og mulighed for at bruge mobiltelefonen som nøgle. Selve brugerfladen er forbedret med direkte adgang til ventilation og sædevarme.

Udvendigt sker der ikke noget med 2027-udgaverne af Skoda Elroq og Enyaq.

Elroq og Enyaq får også rigtig one-pedal-drive, hvor bilen kan stoppe helt op uden brug af bremsen. 

Nyt er også muligheden for at trække strøm fra bilens højvoltsbatteri, såkaldt V2L. Det sker via en adapter, der gør det muligt at benytte almindelige 220-volt-stik til opladning af elcykler, campinggrej osv.

Lader 100 procent uden slid

Som VW skifter Skoda også batteri i basisudgaverne af Elroq og Enyaq. De nuværende NMC-batterier på 52 kWh veksles til større 58 kWh-batterier af LFP-typen, litium-jern-fosfat. Skoda opgiver endnu ikke specifikationer, men i VW ID.4 forlænger det nye batteri rækkevidden med 71 kilometer til 431 kilometer. Omtrent samme forbedring kan forventes i basisudgaverne Elroq 60 og Enyaq 60.

Skoda får V2L, hvor man ved hjælp af en adapter kan trække strøm fra højvoltsbatteriet.

LFP-batterier har flere fordele. Modsat NMC-batterier belastes de ikke af at blive opladet til 100 procent, hvilket ofte vil øge den reelle rækkevidde. LFP-batterier er også billigere at fremstille. Skoda, der selv fremstiller batterier, har for nylig afsløret, at LFP-teknologien reducerer omkostningerne med 30 procent.

Ikke desto mindre varsler den danske Skoda-importør prisstigninger på Elroq 60 og Enyaq 60. Lidt overraskende, eftersom VW fastholder basisprisen for ID.4 efter skiftet til LFP-batterier. Til gengæld er LFP-batteriet altså større og giver omkring 70 kilometer længere rækkevidde. Samtidig opgraderes elmotoren fra 170 til 190 hk (140 kW).

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here