Mercedes-flagskib får monster-rækkevidde

Mercedes giver topmodellen EQS en omfattende opdatering med 800 volt-teknologi, elektronisk styring og over 900 kilometers rækkevidde.

Teknisk har Mercedes’ elektriske flagskib EQS altid været imponerende. Men salgsmæssigt har den floppet stort. De konservative Mercedes-kunder har slet ikke kunnet forlige sig med det vindglatte ‘håndsæbedesign’, og det har tvunget Mercedes til at gentænke og genstarte hele sin elbilssatsning.

I stedet for futuristiske biler som EQS og den lidt mindre EQE, skal alle Mercedes’ elbiler fremover ligne de velkendte C, E og S-modeller. Og tilmed kunne udstyres med forbrændingsmotorer til de mest forandrings-forskrækkede kunder.

Men man kører ikke bare tre-fire års udviklingsarbejde til endnu flere milliarder kroner på bilkirkegården. Mens Mercedes arbejder på en ny udgave af S-klassen, der skal ligne den forrige generation til forveksling og både være i stand til at køre på el og benzin, får EQS et facelift af de helt store.

Fra 400 til 800 volt

Faktisk skifter den grundlæggende teknologi. Fra 400 til 800 volt, hvilket gør det muligt at lynlade med op til 350 kW, så der kan lades til 320 kilometers kørsel på blot 10 minutter. Var EQS et menneske, ville det nærmest svare til at udføre en hjertetransplantation.

Med steer-by-wire kan man få EQS med et fladt yoke-rat. De tre skærme er nu samlet under ét glas med en bredde på 55 tommer.

Et nyt kæmpebatteri på voldsomme 122 kWh med højere energitæthed giver samtidig en - for Mercedes - rekordlang rækkevidde på 926 kilometer. Teoretisk svarer det til at køre fra Kolding til Stuttgart uden ladestop.

Andre ingeniør-tricks som to gear og en rekordlav luftmodstandskoefficient på 0.20 bidrager også til presse flere kilometer ud af hver eneste kWh.

Steer-by-wire

Køreoplevelsen forandres også fundamentalt med adaptiv affjedring og så den helt store nyhed: Steer-by-wire styring, hvor den fysiske forbindelse mellem rat og forhjul udskiftes med elektronik og små elmotorer, der reagerer på ratbevægelser.

EQS bliver den første tyske bil med steer-by-wire, der både fjerner vibrationer i rattet, og forbedrer styringen, fordi den løbende tilpasser sig forholdene. På motorvejen holder den kursen støt, i snævre vendinger i byen kan den enorme EQS styres med små vip med hænder og håndled.

Kunstig intelligens

Elektronik og software opdateres naturligvis til det sidste nye, så man får det optimale ud af det MBUX-system, som Mercedes introducerede med EQS i 2021. Og ja, EQS har naturligvis fortsat skærme i fuld kabinebredde på forreste række, hvor passageren for eksempel kan se film, mens chaufføren passer kørslen.

Brug af kunstig intelligens skal sørge for at holde elektronikken up-to-date og forbedre betjeningen af bilen - også ved hjælp af stemmestyring. Luksus er også en del af flagskibs-oplevelsen - som noget nyt er der varme i sikkerhedsselerne, helt op til 44 grader.

Uændret design

Mercedes EQS er med andre ord fortsat en teknisk tour-de-force, der lægger sig i front blandt elbiler. Men på ét punkt har Mercedes ikke for alvor været i stand til at forandre - nogle vil mene forbedre - bilen: Den ligner grundlæggende sig selv, og det varsler ilde for bilen, der først og fremmest er blevet fravalgt på grund af sit design.

Bagfra ligner Mercedes EQS sig selv - kromlisten nederst på kofangeren er ny.

Mercedes har naturligvis forsøgt sig med flere krumspring for at ‘almindeliggøre’ EQS. Fronten har fået en indsats, der skal minde om en traditionel kølergrill, komplet med tværgående kromlister og sågar den stående stjerne oppe på motorhjelmen.

‘Muskel-buler’ i motorhjelmen skal også øge slægtskabet med ældre Mercedes-modeller, men virker måske en smule forcerede: Der ligger jo ikke en enorm V8’er under hjelmen med brug for ekstra plads til topstykkerne.

Fra 700.000 kroner

EQS har dog et andet trumfkort i ærmet - i hvert fald herhjemme. I dag koster den billigste EQS 900.000 kroner, og i Tyskland kommer den nye basisudgave helt ned omkring 700.000 kroner. Det kunne godt dufte af lavere priser herhjemme. Til sammenligning koster en tilsvarende Mercedes S-klasse med ottecylindret benzinmotor præcis tre gange så meget. 

Måske kan det få flere til at vælge den elektriske udgave - trods det mere futuristiske design. Teknikken og præstationerne fejler i hvert fald ikke noget.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Det er ikke korrekt at skrive '... skal alle Mercedes’ elbiler fremover ligne de velkendte C, E og S-modeller. Og tilmed kunne udstyres med forbrændingsmotorer'. Det gør sig kun gældende for MMA platformen, som CLA bygges på. C, E, S er alle på MB.EA og den platform er 100% el og intet andet. Det er rigtigt nok at de kommer til at ligne, men biler med forbrændingsmotor er på en anden platform (MRA).

    Jeg håber godt nok, at Mercedes får noget læring eller andet ud af dette facelift for ellers er det godt nok at brænde penge af uden grund, når der ikke er mere end et par år til S-Klasse EQ. EQS har alle dage været en helt fænomenal elbil. Men den sælger ikke.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here