Danmark, Norge, Sverige og Finland stiller spørgsmål ved sikkerhed, fart og vinterkørsel i Teslas selvkørende teknologi, FSD.
Tesla har fået et vigtigt gennembrud i Holland, hvor de hollandske myndigheder har givet foreløbig godkendelse til virksomhedens omdiskuterede Full Self-Driving-system, FSD Supervised (overvåget, red.). Men i Norden er myndighederne langt mere skeptiske.
Interne mails mellem europæiske trafikmyndigheder viser nemlig, at embedsmænd i både Danmark, Norge, Sverige og Finland stiller kritiske spørgsmål til systemets sikkerhed og funktionalitet. Det skriver Reuters.
Sverige frygter fartoverskridelser
Teslas FSD-system kan selv styre, accelerere og navigere bilen, men kræver stadig, at føreren overvåger kørslen konstant. Tesla markedsfører dog systemet som “Full Self-Driving (Supervised)”. Netop betegnelsen “Fuldt selvkørende” vækker bekymring hos flere myndigheder, der frygter, at bilisterne tager det bogstaveligt. Også selv om teknologien - også lovmæssigt - kræver førerens konstante opmærksomhed og derfor har tilføjelsen “Supervised” (overvåget).
I Sverige reagerer myndighederne også på, at Tesla tillader bilen at overskride fartgrænsen under visse forhold.
En svensk embedsmand beskriver ifølge Reuters, at han var “meget overrasket” over, at systemet accepterer hastigheder over det tilladte.
Usikker på glatte veje
Samtidig frygter de nordiske lande, at systemet ikke er tilstrækkeligt testet til vintervejr og glatte veje.
I Finland har myndighederne blandt andet spurgt, om Tesla reelt vil tillade håndfri kørsel på isglatte landeveje med 80 km/t.
“Lancerer de virkelig et system, der også tillader håndfri kørsel med isglatte veje med 80 km/t?”, spørger Jukka Juhola fra den finske Trafikstyrelse ifølge Reuters.
Også håndteringen af dyr som elge på nordiske veje er blevet nævnt i dialogen mellem myndighederne.
Danmark roser teknologien
Selvom der er skepsis, er vurderingerne ikke entydigt negative.
En dansk embedsmand fremhæver ifølge Reuters, at Teslas biler klarede sig “meget godt” i kompleks myldretidstrafik i København under testkørsler.
Men det ændrer ikke ved, at flere nordiske lande fortsat efterspørger mere dokumentation, før de vil støtte en bred europæisk godkendelse.
Holland ønsker EU-godkendelse
Det er den hollandske vejmyndighed RDW, som står bag den foreløbige godkendelse af Teslas FSD-system i Holland.
Nu forsøger hollænderne at få teknologien godkendt i hele EU gennem en særlig undtagelsesordning for ny teknologi. Sagen behandles i EU’s tekniske motorkomité, hvor medlemslandene skal stemme om et muligt EU-ja til systemet.
En godkendelse kræver opbakning fra mindst 15 EU-lande, der samtidig repræsenterer 65 procent af EU’s befolkning.
Men de nordiske landes kritiske spørgsmål viser, at Tesla langt fra er i mål endnu.
Tesla har meget på spil
Tesla satser massivt på FSD i Europa. Systemet sælges som abonnement og er en vigtig del af Elon Musks strategi for at øge indtjeningen.
Samtidig kæmper Tesla med faldende salgstal i Europa og stigende konkurrence fra kinesiske bilmærker.
Derfor kan en europæisk godkendelse af FSD blive afgørende for Teslas fremtid på det europæiske marked.






