24 biler deltager i årets norske rækkeviddetest

Der er lagt op til regnvejr, overraskelser og et gensyn med Toyota i sommerudgaven af den berømte, norske rækkeviddetest. Se de 24 biler her.

NAF, det norske svar på FDM, varmer op til årets store rækkeviddetest. Denne gang i sommerudgaven, hvor elbilerne i sagens natur kommer tættere på - og i nogle tilfælde - kører længere end de officielle WLTP-tal.

Sommertesten følger efter vintertesten, der tidligere i år blev udført i usædvanligt skrap kulde. Termometret var helt nede at bunde under 30 minusgrader, og det kostede flere af de testede biler halvdelen af deres rækkevidde. Dermed blev vintertesten en udstilling af elbilers udfordringer i svær kulde - som vi dog yderst sjældent oplever så ekstremt som i Norge.

Regn vil stresse bilerne

Sommertesten bliver mindre udfordrende. NAF glæder sig dog over udsigten til regn, der vil stresse elbilerne mere end normalt. Bilerne kommer til at køre med vinduesviskerne og måske også lyset tændt, aircondition-anlægget skal arbejde for at holde ruderne dugfri og en våd vej yder mere rullemodstand end en tør. Alt andet lige får vi et realistisk billede af, hvor langt moderne elbiler kører under realistiske forhold.

24 biler stiller op i årets sommertest. Blandt dem er flere spændende nyheder.

Tysk top-duel

Det gælder hele to fire fra Kia: Af dem samler interessen sig om minibilen EV2 med det lille batteri og godt 300 kilometers rækkevidde, samt den enorme kassevogn med bagsæder, PV5. Trods kummefryserform lover den 412 kilometers rækkevidde.

Changan, der netop er lanceret i Danmark, stiller med Deepal S05, som Hvilkenbil var blandt de første til at teste herhjemme i sidste uge. Vi målte god effektivitet - især sammenlignet med andre Kina-biler. Det bliver spændende at se, hvor mange kilometer de norske journalistkolleger kan presse ud af det 20. nye kinesiske bilmærke i Danmark.

Duellen mellem ærkerivalerne BMW iX3 ‘Neue Klasse’ (foto) og Mercedes GLC EQ bliver også spændende at følge. BMW har testens længste WLTP rækkevidde på 770 kilometer, men også det største batteri af de to - og i sidste ende mest at tabe.

Toyota er tilbage

Sidst, men ikke mindst er der glædeligt gensyn med to Toyota’er - bZ4X og C-HR+. Førstnævnte er Norges næstmest solgte bil, og begge biler sælger også godt i Danmark.

Toyota har skiftet direktør i Norge og er nu igen med i den berømte, norske rækkeviddetest.

I Norge har den norske importør til NAF’s frustration igennem et par omgange ikke ønsket at deltage i den verdensberømte rækkeviddetest. Blandt andet med begrundelsen, at rækkeviddetesten lægger lidt for meget vægt på rækkevidde… 

Direktøren bag den bemærkning er nu fortid i Norge, og samtidig stiller Toyota op igen med opdaterede udgaver af bZ4X og C-HR+, der har længere rækkevidde og hurtigere opladning end nogensinde tidligere. 

Også her skal det blive spændende at se, hvordan det udmønter sig i den virkelige, norske verden, når testturen går fra Oslo op over Dovrefjeldet. Det sker på onsdag. Hvilkenbil følger testen tæt og bringer resultaterne hurtigst muligt.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here