Skoda overrasker på flere punkter med den store Peaq med syv sæder. Basisudgaven er nærmest billig, mens de større udgaver har lang rækkevidde.
Når Skoda til oktober lancerer sin hidtil største model, el-SUV’en Peaq, bliver det med flere overraskelser i ærmet.
Den største er, at prisen på basisudgaven med 150 kW (204 hk) og baghjulstræk, kan holdes lige under 340.000 kroner. Med tredje sæderække og dermed syv sæder, er prisen lige under 350.000 kroner. Dermed bliver den knapt 4,9 meter lange Skoda Peaq den næstbilligste syv-personers el-SUV på det danske marked - kun Peugeot E-5008 til 345.000 kroner er billigere.
Rivaler koster mere
Til sammenligning koster de sydkoreanske søsterbiler Kia EV9 og Hyundai Ioniq 9 fra henholdsvis 450.000 og 510.000 kroner, mens Mercedes tager 436.000 for den mindre GLB EQ. De to sidstnævnte har dog længere rækkevidde end den billigste Skoda Peaq, men prisforskellen er også betydelig.

Så er vi fremme ved den anden overraskelse: Peaq er på ingen måde skrabet i basisudgaven Selection. Tværtimod er 19-tommer alufælge, Travel Assist 3.0, tre-zone klimaanlæg, elektrisk bagklap med fodbetjening, nøglefri betjening, navigation, varme i bagsæderne, 10 airbags og adskillige sikkerhedsassistenter standard.
Lille batteri med lang rækkevidde
Prisen er holdt nede ved hjælp af et relativt beskedent batteri på 63 kWh. Alligevel giver det den massive Peaq en rækkevidde på 450 kilometer. Førnævnte Kia EV9 bruger et batteri på 76 kWh på at opnå samme rækkevidde. Så her byder Skoda også på en overraskende høj effektivitet for den trods alt 2,1 ton tunge SUV.

En del af forklaringen er, at tjekkerne har været flittige i vindtunnelen. Peaq har en luftmodstandskoefficient på 0.25, hvilket er særdeles lavt for biler i denne størrelse.
Op til 634 kilometer rækkevidde
Vil man have mere rækkevidde, ligner mellemmodellen 90 det rigtige valg. Som tallet antyder, er batteriet på 91 kWh, hvilket er det største hidtil i nogen Skoda. Med en større elmotor med 210 kW (286 hk), giver det kæmpen en rækkevidde på 634 kilometer.
Prisen tager dog også et solidt hop til 409.995 kroner - og 419.995 kroner med syv sæder. Det er dog stadig skarpe priser. Kia EV9 med 563 kilometers rækkevidde koster 510.000 kroner, mens Hyundai Ioniq 9 koster 570.000 kroner med 620 kilometers rækkevidde.

Peugeot E-5008 er endnu ikke kommet i en udgave med mere end 500 kilometers rækkevidde.
Får niche for sig selv
Skoda Peaq får med andre ord en efterspurgt niche for syv-personers elbiler lidt for sig selv. For danske storfamilier med plads til dine og mine børn, bliver Peaq svær at komme uden om.
Fælles for alle udgaver er masser af plads. Peaq er 22 centimeter længere end Enyaq, ligesom akselafstanden er øget 20 centimeter. Det skal give god plads på bagsæderne og det hidtil største bagagerum i en Skoda på 935 liter i fem-personers udgaven.

Med syv sæder indskrænkes bagagerummet til 299 liter. Til gengæld er Skoda begyndt at tilbyde små opbevaringsrum under motorhjelmen - et såkaldt frunk. I Peaq rummer det 37 liter - nok til et ladekabel plus det løse.
Andre nyheder tæller Skodas hidtil største panoramaglastag med glas, der med elektrisk spænding kan dæmpe sollyset i ni sektioner.
Skærm på højkant
En anden nyhed er skjulte dørhåndtag, der ved hjælp af elmotorer kører ud af dørsiden, når der er brug for dem. Her er Skoda måske lidt bagefter virkeligheden, hvor de kinesiske myndigheder vil forbyde eldrevne dørhåndtag af hensyn til sikkerheden. Det ventes at få betydning for alle nye biler globalt.

Føreren har også udsigt til et andet nybrud for Skoda. Peaq får VW-koncernens nyeste infotainmentsystem, bygget på Android-platformen og for første gang udstyret med en lodretstående skærm på 13,6-tommer.
Mens den nye skærm er standard, koster det ekstra at opgradere til Sonos premium lyd og elektrisk justerbare forsæder med massage og hvilefunktion. Det samme gælder for LED-matrix forlygter og 360-graders kamera med 3D-effekt.
Skoda fordobler udvalget
Som vi kender det fra Skodas øvrige modeller, kommer Peaq også i en Sportline-udgave. Her er blandt andet eksteriørdetaljer i sort højglans, 20-tommer fælge og en kabine overvejende holdt i sort og med sportsforsæder. Mod merpris kan Sportsline udstyres med adaptiv affjedring.

Merprisen for Sportline er 40.000 kroner med det lille batteri og 50.000 kroner for udgaverne med det store batteri.
Når Peaq kommer til Danmark til efteråret, bliver det sammen med den kompakte Epiq, der er bygget på samme teknologi som VW ID Polo. Dermed fordobler Skoda sit elektriske modelprogram med mærkets henholdsvis største og mindste elbiler indtil videre.
I betragtning af Skodas popularitet blandt danske bilkøbere, tegner det til at blive et interessant efterår for det tjekkiske bilmærke. Modelnavnet Peaq kan vise sig at blive helt profetisk…






