Oliekrise og billigere udgaver af populære modeller har fået europæerne til at glemme utilfredsheden med Elon Musk - Tesla fordoblede salget i maj.
“Man har et standpunkt, til man tager et nyt", sagde statsminister Jens Otto Krag i 1967. Det berømte citat gælder tilsyneladende også for danske og europæiske bilkøbere - deres holdning til Tesla har i hvert fald ændret sig markant.
Nye salgstal for maj viser, at mærket mere end fordoblede sit salg i Europa sammenlignet med samme måned sidste år. Samtidig steg salget markant på flere af Teslas vigtigste markeder – herunder Danmark.
Opsvinget kommer efter et turbulent 2025, hvor Tesla oplevede faldende salg i store dele af Europa.
Dengang blev mærket ramt af hårdere konkurrence fra kinesiske bilmærker og ikke mindst kritik af Tesla-chef Elon Musks politiske engagement og tætte forbindelser til den amerikanske præsident Donald Trump. Mens Tesla-salget dykkede, steg salget af klistermærker med udsagn som “Elon sucks” og “I bought this before we knew he was crazy”.
Mere end fordobling i Europa
Nu er stemningen vendt. Ifølge nye tal registrerede Tesla 28.610 biler i Europa i maj. Det svarer til en fremgang på 107,9 procent i forhold til maj sidste år. Dermed har Tesla nu oplevet fire måneder i træk med stigende salg efter den lange nedtur i 2025.
Zoomer man ind på EU, steg Teslas salg endda med hele 152 procent. Nok til mere end en fordobling af Teslas markedsandel fra 0,9 procent i maj 2025 til 2,3 procent i dag.
Fremgangen kommer samtidig med, at det europæiske marked for elbiler generelt vokser kraftigt. Salget af elbiler steg med godt 39 procent i maj, mens benzin- og dieselbiler fortsatte tilbagegangen.
Oliekrise løfter salget
Samtidig har Tesla lanceret billigere udgaver af både Model Y og 3 og pustet yderligere til salget med kampagner på alt fra billige lån til lave leasingydelser.
Teslas timing har været perfekt, for siden USA indledte sin krig mod Iran, er oliepriserne eksploderet. Det har fået bilister verden over til at fremrykke udskiftningen af deres benzin- og dieselbiler til elbiler, der er væsentligt billigere at køre i. Og her har Tesla stået klar med både billigere biler og finansiering.
Vild vækst i Danmark
Danske bilkøbere har ikke holdt sig tilbage. Her er fremgangen i Tesla’s salg større end gennemsnittet.
Ifølge tal fra Bilstatistik.dk steg antallet af nyregistrerede Teslaer med 136 procent i maj til 1.750 biler. Dermed er Danmark blandt de europæiske lande, hvor Tesla lige nu oplever den største fremgang.
Også Sverige, Spanien, Portugal og Frankrig viste kraftige stigninger. Mest markant var udviklingen i Frankrig, hvor Tesla registrerede 655 procent flere biler end i maj sidste år.
Musk-kritik er fortid
Tesla har ellers været under pres i Europa det seneste halvandet år.
Mange bilkøbere reagerede negativt på Elon Musks politiske udmeldinger og hans rolle som rådgiver for Donald Trump. Flere europæiske markeder oplevede ligefrem protester mod Tesla, mens mærket samtidig mistede markedsandele til især kinesiske konkurrenter som BYD.
De nye tal tyder dog på, at mange europæiske bilkøbere igen er villige til at vælge Tesla. Selv om konkurrencen fra kinesiske mærker fortsat vokser, er Tesla foreløbig tilbage på vækstsporet i Europa. Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.






