USA’s krig med Iran øger salget af elbiler i Europa

tesla co2

Flere elbiler handler ikke kun om klima. Stigende oliepriser i kølvandet på blokaden af Hormuzstrædet øger salget af elbiler i Europa.

Konsekvensen af europæiske landes afhængighed af olie og benzin bliver nu mere og mere tydelig. 

Den 28. februar indledte USA og Israel deres angreb på Iran, og siden har iranerne mere eller mindre lukket Hormuzstrædet. Gennem det snævre farvand passerer en betydelig mængde olie og gas til verdensmarkedet fra især Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, men med reducerede forsyningslinjer og dermed højere priser for den olie, der er at få fat på, kigger ikke mindst forbrugerne i Vesten sig om efter alternativer.

Når det kommer til biler, er resultatet af forsyningskrisen oplagt. Med stigende benzinpriser vil færre have benzinbiler, og flere vil have elbiler. Antallet af solgte elbiler i 15 af de største europæiske lande var således 51 procent højere i marts i år sammenlignet med marts 2025, skriver det britiske nyhedsbureau Reuters. 

Det vil sige, at næsten 22 pct. af alle nyindregistrerede biler i marts i de 15 lande var elektriske.

Også tyskerne køber flere elbiler

Omregnet til antal blev der i marts indregistreret 224.000 nye elbiler i de 15 europæiske lande. På én måned næsten lige så mange som i årets to første måneder. Alene i de fem største europæiske lande – Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og Polen – steg antallet af solgte elbiler i 2026’ første kvartal med 40 pct. sammenlignet med samme periode i 2025.

Tyskland er det land i Europa, hvor der sælges flest biler. Efter en lidt sløj periode, når det kommer til salg af elbiler, har regeringen igen indført støtteordninger, der skal opmuntre tyskerne til at købe flere elbiler. Med oliekrisen som en yderligere katalysator betyder det, at de tyske bilister i årets første kvartal købte 42 pct. flere elbiler end i første kvartal 2025. Hver fjerde solgte bil i Tyskland i marts var elektrisk. 

En ny fase

Europas store afhængighed af importeret olie og gas har i årtier været en meget øm akilleshæl. Men krigen omkring Den Persiske Golf kan – trods den umiddelbare usikkerhed – vise sig at føre noget godt med sig.

“Hver eneste nye elbil betyder, at Europa er mindre afhængig af importeret olie. Den fart, som omstillingen til elbiler nu ser ud til at have taget – også i et land som Polen, hvor omstillingen har været tøvende – tyder på, at vi er gået ind i en ny fase,” siger Ben Nelmes, CEO i den britiske interesseorganisation New Automotive, til Reuters.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here