Juli blev billig for danske elbilister

Foto: Norlys

Prisfald på el i juli gav danske elbilister flere billige ladetimer – og samtidig flere timer med negative elpriser.

Juli blev en god måned for danske ejere af elbiler. Landets mange elbilister kunne nyde godt af faldende elpriser i juli, der i flere tilfælde har været helt i bund midt på dagen.

Elpriserne i juli tog nemlig et dyk sammenlignet med juni, der til gengæld endte som en af årets allerdyreste måneder. Den rene elpris - før eltariffen til det statslige Energinet, abonnementer, spottillæg, moms og lokal nettarif - faldt i juli med syv procent sammenlignet med måneden forinden.

I Vestdanmark faldt den gennemsnitlige elpris fra 0,82 kr/kWh i juni til 0,76 kr/kWh i juli, mens prisen i Østdanmark faldt fra 0,81 til 0,77 kr/kWh.

Flere timer med negative priser

For de danskere, der har nydt sommeren hjemme, har juli altså været en god måned at lade elbilen billigt hjemme i carporten. Faktisk har den gennemsnitlige elpris i de billigste timer midt på dagen ligget helt nede omkring 0,18 kr./kWh.

Samtidig fik elkunderne i Vestdanmark 49 timer med negative elpriser i juli mod 12 timer i samme periode sidste år. I Østdanmark var der 10 timer med negative elpriser i juli i år mod blot fire sidste år.

Højere gennemsnitspris

Selvom elpriserne i juli tog et dyk sammenlignet med måneden inden, så var den gennemsnitlige elpris dog fortsat højere end i samme periode sidste år. I Vestdanmark var gennemsnitsprisen 16 procent højere end i juli 2025, mens den i Østdanmark var næsten 20 procent højere. Til gengæld har de højeste timepriser i år været lavere. For hvor elprisen i juli 2025 toppede omkring 3,55 kr/kWh, nåede de højeste timepriser i juli 2026 blot op omkring 2,30 kr/kWh.

“Juli er et godt eksempel på, hvor vigtig energiproduktionen fra sol og vind er for elpriserne. Når vi har mange timer med høj produktion af vedvarende energi, kan det presse elpriserne helt i bund og i nogle tilfælde endda gøre dem negative. Så selvom gennemsnitsprisen i juli var højere end året før, har der været mange enormt billige ladetimer for elbilisterne,” siger direktør i Norlys’ ladeforretning Ellen Trolle.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here