Afløser for Volvo EX40 bliver større, billigere og mere avanceret

Den kommende Volvo EX50 ventes at afløse EX40 med ny platform, længere rækkevidde og hurtigere opladning – alligevel kan prisen falde.

Volvo er godt i gang med at udvikle en ny elektrisk SUV med navnet EX50, som skal afløse den nuværende EX40. Dermed fortsætter Volvo fornyelsen af sine elbiler, der inkluderer et skifte til moderne 800 volt-teknologi med hurtigere lynladning.

EX50 skal nemlig bygges på Volvos nye SPA3-platform, der allerede danner grundlag for EX60. SPA3 kører med 800 volt og skal også give den kommende EX50 bedre software og lavere produktionsomkostninger.

Længere rækkevidde, hurtigere ladning

Volvo selv har endnu ikke officielt bekræftet EX50. Alligevel tegner der sig et forholdsvis klart billede af bilen.

EX50 ventes at blive en smule længere og højere end EX40, hvilket skal give bedre plads i kabinen og et større bagagerum. Samtidig bliver den billigere at producere takket være SPA3-platformen, der blandt andet benytter såkaldt megacasting og en mere integreret batterikonstruktion. 

800 volt-teknologi giver også EX50 længere rækkevidde end EX40, hurtigere lynladning, mere effektive elmotorer, opdateret software og kraftigere computerhardware. Batterierne bliver også billigere - uanset om de er af LFP-typen i de billigste udgaver eller NMC i de dyrere versioner med firehjulstræk.

De tekniske specifikationer er endnu ikke offentliggjort, men alt tyder på, at EX50 kommer til at overtage en stor del af teknologien fra EX60 – blot i en mindre potent og billigere udgave.

Udfordrer Tesla Model Y

EX40 var blandt de første premium-elbiler i den kompakte SUV-klasse, men modellen bygger fortsat på en platform, der oprindeligt blev udviklet til biler med forbrændingsmotor.

Det gør EX40 svær at holde konkurrencedygtig over for nyere konkurrenter som Tesla Model Y, BMW iX1, Audi Q4 e-tron og ikke mindst Mercedes GLA og GLB, der netop er skiftet til 800 volt-teknologi.

Med EX50 får Volvo mulighed for at starte på en frisk med en bil, der fra begyndelsen er udviklet som elbil. Samtidig ventes produktionsomkostningerne at falde, hvilket ifølge de seneste oplysninger kan gøre bilen billigere end den nuværende EX40. På trods af at den bliver større og mere avanceret.

Vigtig model

EX40 – der oprindeligt hed XC40 Recharge – blev lanceret i 2020 og var Volvos første serieproducerede elbil.

Modellen har spillet en central rolle i mærkets elektrificering og har været blandt Volvos bedst sælgende elbiler på flere europæiske markeder. Også i Danmark, hvor løbende prisfald og kampagnemodeller har holdt den inde i varmen. 

De seneste år er konkurrencen dog blevet markant hårdere, efterhånden som både etablerede bilmærker og nye kinesiske producenter har lanceret mere moderne elbiler med længere rækkevidde, hurtigere opladning og lavere priser. Det er en af forklaringerne på, at Volvo nu forbereder en komplet ny afløser.

I Europa i 2027

Ifølge oplysninger fra blandt andet Automotive News ventes produktionen af EX50 at begynde i foråret 2027 på Volvos nye fabrik i slovakiske Košice. De første europæiske kunder kan derfor forvente levering i anden halvdel af 2027, mens en officiel præsentation kan finde sted tidligere samme år.

Priserne er endnu ukendte, men flere kilder peger på, at EX50 skal placeres under den nuværende EX40 prismæssigt. I Danmark vil det sandsynligvis betyde en startpris i omegnen af 340.000-350.000 kroner afhængigt af batteristørrelse og udstyr. 

Nogle spekulerer i, at Volvo kan presse en basisudgave med LFP-batteri under 300.000 kroner. Der er plads til det i Volvo-programmet, hvor den billigste EX30 koster under 250.000 kroner.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here