BYD har lanceret en ny elbil i Kina med assisteret kørsel og ekstrem hurtig lynladning - til halv pris sammenlignet med konkurrenten Tesla Model 3.
Hvis nogen undrer sig over de mange historier om, at ikke-kinesiske bilmærker har svært ved at klare sig i Kina, giver en ny elbil fra BYD en god forklaring.
BYD, der i dag er verdens største elbilproducent, har lanceret en opdateret udgave af deres mellemstore sedan Seal 06. I øvrigt blot et år efter modellen blev lanceret, hvilket også fortæller en historie om, hvor hurtigt udviklingen går i Kina: Hvor andre bilproducenter giver eksisterende modeller et facelift efter tre-fire år, sker det snarere årligt i Kina.
10-70 procent på 5 minutter
For BYD Seal 06 betyder det blandt andet, at den får BYD’s nye Blade batteri 2.0 med såkaldt flash-lynladning: På blot fem minutter kan batteriet lynlades fra 10 til 70 procent, mens det tager yderligere fire minutter at nå en kapacitet på 97 procent. Det er ekstremt hurtigt - ingen vestlige bilproducenter tilbyder i dag noget lignende.
Opdateringen omfatter også BYD’s avancerede køreassistent God’s Eye, der gør det muligt for bilen at køre selv under visse forhold. Dog stadig overvåget af føreren, som vi kender det fra Teslas Full Self Driving-system.
Alt efter version har BYD Seal 06 en elmotor med 120 eller 240 kW (163 eller 326 hk) og rækkevidde på 530 eller 630 kilometer efter den optimistiske kinesiske CLTC-norm.
Under halv pris
Lige her er BYD Seal 06 ikke imponerende. Men det er prisen. Med en længde på 487 centimeter er Seal 06 en anelse større end Model 3. Ikke desto mindre koster den, inklusive den avancerede teknologi, under det halve af en Tesla Model 3 i Kina.
Mens den billigste, baghjulstrukne Model 3 koster 227.000 kroner i Kina, kan BYD sælge Seal 06 for blot 107.000 kroner.
Her ligger forklaringen på, at kinesiske bilproducenter buldrer frem i Kina og resten af verden, mens ikke-kinesiske rivaler lider og taler om underskud, fyringer og fabrikslukninger.
Massiv statsstøtte
Det hører selvfølgelig med til historien, at Kina ikke konkurrerer på lige vilkår. Mange kinesiske bilkoncerner er ejet af den kinesiske stat, der pumper milliarder af yen i industrien og samtidig tilbyder billig adgang til råstoffer og infrastruktur.
Skulle der sidde nogle og glæde sig til at købe en BYD Seal 06 til spot-pris i Danmark, bliver de skuffede. På eksportmarkeder sælger BYD i stedet den kendte Seal, der mere direkte matcher Tesla Model 3 på størrelse, design og køreegenskaber.
Importtold i EU
Herhjemme er BYD Seal kun en smule billigere end Model 3, hvilket skyldes, at den på vores breddegrader bliver ramt af EU’s importtold på kinesiske elbiler. Tolden er netop indført i et forsøg på at udligne den unfair konkurrencefordel som statsstøttede, kinesiske bilmærker har i vores del af verden.
Men hjemme i Kina er BYD og andre kinesiske bilproducenters pris-fordel meget tydelig. Også i direkte sammenligning med Tesla Model 3, der endda fremstilles i Kina.
Kilde: cnevpost og electrek






