Den ikoniske Renault 8 Gordini genopstår som elektrisk showcar - med baghjulstræk, 270 hk og fransk flair for lækre detaljer.
Renault kan noget med at kombinere moderne elbiler med cool retro. Renault 4, 5 og Twingo er alle vellykkede eksempler på moderne elbiler med hilsner til forgængerne, der giver bilerne kant og noget at relatere til. Biler med historie er bare mere interessante og ‘likeable’ end masseproducerede biler, der nærmest gør en dyd ud af at ligne konkurrenterne.
Nu giver Renault retro-stilen en tand ekstra med Renault 8 Gordini Concept.
Hækmotor og fartstriber
Er man gammel nok, ved man, at Renault 8 var en populær model med hækmotor og baghjulstræk i 60erne. Og at Gordini-udgaven var lavet til rally, så hækmotoren var pumpet op fra 44 til 95 hk. Gordini-udgaven var også berømt for sine to hvide ‘fartstriber’ oven på den blå lak og de i alt seks forlygter, der gav den lukkede front sit helt eget udtryk.

Renault Gordini 8 Concept genbesøger og moderniserer den berømte forgænger. På samme tid er den tro mod originalen - og alligevel hypermoderne.
Intern designkonkurrence
Bilen er et resultat af en intern designkonkurrence hos Renault. Mærkets egne designere leverede over 300 skitser til konkurrencen. To blev udvalgt og kombineret til den færdige konceptbil, der kan opleves på næste måneds biludstilling i Paris.

Den helt store forandring er, at konceptbilen nu er elektrisk. Motoren sidder stadig bagtil, men kræfterne er tredoblet til 198 kW (270 hk). Som originalen er der stadig tale om en kompakt bil - Gordini 8 Concept ser stor ud på billeder, men er kun 417 centimeter lang.
Føreren sidder lige mellem akslerne med 19-tommer hjul foran og enorme 20-tommer fælge bag.
Alu-knapper i stedet for skærm
Bag det kuglerunde racerrat er der udsigt til seks runde instrumenter, der nok er blevet digitale, men springer den store skærm fra alle andre elbiler over. Her handler det ikke om software, men om at køre bil. Af samme grund er her masser af fysiske greb og kontakter, så bilen kan styres uden at tage øjnene fra vejen. Selvfølgelig fremstillet i solid aluminium i stedet for plastic.

Rally-stemningen er gennemført med alcantara på rattet, skål-sportssæder fra italienske Sablet og syninger på siden af dørene, der ligner de rød-hvide kerbs fra racerbaner.
Men det mest spektakulære er det udvendige design. Her er moderne fortolkninger af alle de ultracool detaljer fra 60’ernes originale Gordini: Seks runde LED-forlygter i rallystil, enorme hjulskærme med firkantede udskæringer, en skarpt skåret hæk med ‘luftgæller’ til hækmotoren og selvfølgelig de ikoniske to hvide striber henover den dybblå metallak i Bleu de France.
Showbil
Renault opgiver ingen præstationer for Gordini 8 Concept, men man kan næsten se på bilen, at den vil være sjov at køre.

Det bliver dog nok mest en fornøjelse for enkelte Renault-ansatte. Der er nemlig tale om en showbil, der først og fremmest skal underbygge Renaults fortælling om at være et mærke, med en rig historie, der også mestrer den nye, elektriske tidsalder.
Men man har jo lov at håbe. Måske skulle man tage til biludstillingen i Paris og heppe så meget på den elektriske Gordini 8, at Renault sætter bilen i produktion.






